Instruktør Ask Hasselbalch og Nimbus Film har allerede manuskript klar til "Antboy 2", som netop har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut på 6,5 mio. kr. gennem Markedsordningen.
I den første film overvandt Pelle som Antboy superskurken Loppen, og myredrengen er populær som aldrig før, men da den nye dreng på skolen, Anti-Christian, åbenlyst forsøger at stjæle Ida fra Pelle, slår superkræfterne ikke helt til. Som om det ikke var nok, melder en ny superskurk sig på banen.
Oscar Dietz, Samuel Ting Graf og Amalie Kruse Jensen ses igen som Pelle, hans bedste ven Wilhelm og klassekammeraten Ida.
Anders Ølholm har skrevet manuskript baseret på Kenneth Bøgh Andersens populære bøger om Antboy. Eva Jakobsen og Birgitte Hald producerer for Nimbus Film. Optagelserne går i gang i februar, og der er planlagt premiere i slutningen af 2014.