"Antboy" er udtaget til Toronto International Film Festival (5.-15. september), som i dag har løftet sløret for de sidste af festivalens mange filmprogrammer. Ask Hasselbalch får dermed en fornem verdenspremiere på sin debutspillefilm, der er inviteret til at deltage i programmet for børne- og familiefilm, TIFF Kids, som en ud af kun fem film udvalgt fra hele verden.
Bidt af en myre
"Antboy", der bygger på Kenneth Bøgh Andersens børnebøger, fortæller historien om 12-årige Pelle Nørhmann, der ved et skæbnetræf bliver bidt af en myre og opdager, at han har fået dens styrke og egenskaber. Med hjælp fra sin eneste ven, tegneserienørden Wilhelm, udvikler Pelle en hemmelig identitet som superhelten Antboy. Snart viser det sig, at Pelle ikke er den eneste i byen med superkræfter. Og da superskurken, Loppen, melder sig på banen, må Antboy træde til for alvor.
Oscar Dietz spiller Pelle, mens Nicolas Bro lægger krop til superskurken Loppen. Instruktør Ask Hasselbalch er uddannet fra den alternative filmskole Super16 og har senest instrueret kortfilmene "Alliancen" og "Vilddyr". "Antboy" har manuskript af Anders Ølholm og er produceret af Eva Jakobsen, Lea Løbger og Birgitte Hald for Nimbus Film Filmen med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Filmen får dansk premiere den 3. oktober.
Toronto International Film Festival 2013
Toronto International Film Festival er en sværvægter blandt årets filmbegivenheder. Med mere end 300.000 gæster og et storet opbud af amerikanske og asiatiske filmkøbere er festivalen både kunstnerisk og kommercielt en vigtig platform for lancering af film internationalt.
Festivalen meldte for 14 dage siden ud, at Christoffer Boes "Spies & Glistrup" er udtaget til programmet Vanguard.
Danske koproduktioner i Toronto
Foruden de to danske film deltager seks film, som er dansk koproduceret.
Lukas Moodysson og svenske Memfis Films "Vi er bäst!" er koproduceret af Zentropa. De to produktionsselskaber har gennem et par årtier samproduceret stort set alle Lars von Triers og Lukas Moodyssons film samt film af Susanne Bier, Per Fly, Pernille Fischer Christensen, Niels Arden Oplev og Josef Fares.
Alex van Warmerdams hollandske spillefilm "Borgman", der deltog i hovedkonkurrencen i Cannes i år, er også udtaget til Toronto. Den er koproduceret af Tine Mosegaard for Angel Films og har danske Sara Hjort og Benjamin Boe Rasmussen på rollelisten og kostumedesign af Stine Gudmundsen-Holmgreen.
Pawel Pawlikowskis polske spillefilm "Ida" er koproduceret af danske Phoenix Film af producerne Christian Falkenberg Husum og Sofie Wanting Hassing. Claus Lynge har stået for lyddesign, og Kristian Eidnes Andersen er komponist.
Pirjo Honkasalos finske spillefilm "Concrete Night" er koproduceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Film i Danmark. Produktionsselskabet har tidligere samproduceret for Pirjo Honkasalo. Niels Pagh Andersen har klippet filmen.
Lisa Langseths svenske spillefilm "Hotell", der er koproduceret af Mikkel Jersin for Nimbus Film, har David Dencik i en hovedrolle. Filmen er klippet af Elin Pröjts, og Sofie de Mylius står for makeup.
Mark Peranson og Raya Martins "La ultima pelicula" (Canada/Danmark/Filippinerne) er en DOX LAB-film koproduceret af Tine Fischer.
De seks film har alle modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.
Toronto International Film Festival (5.-15. september)