Andreas Koefoed og Christian Bonkes dokumentarfilm "Ballroom Dancer" får amerikansk premiere på Tribeca Film Festival i New York. I "Ballroom Dancer" møder vi den tidligere verdensmester i latindans, Slavik Kryklyvyy. For ti år siden befandt han sig i toppen af dansens verdenselite. I dag har han sat sig for at generobre sin plads på de bonede gulve. Og det selvom han er mærket af alder, ramt af en alvorlig hofteskade og har et ustyrligt temperament, der har skræmt alle hans tidligere dansepartnere væk.
Efter Tribeca rejser filmen videre til en anden aktuel festival, den canadiske dokumentarfilmfestival Hot Docs.
Læs interview med de to instruktører Koefoed og Bonke
Thure Lindhardt er aktuel i hele to film på dette års Tribeca Film Festival. I den canadisk-danske koproduktion "Eddie – The Sleepwalking Cannibal" spiller Lindhardt den tidligere berømte kunstner, Lars Olafssen, der ikke har malet i årevis. Han tager derfor imod et job på en kunstskole midt i den canadiske vildmark, hvor han møder den stumme tosse Eddie. Lars indvilliger i at lade Eddie bo hos sig, men hvad han ikke ved er, at Eddie går i søvne og på sine natlige udflugter nyder at spise levende dyr.
Boris Rodriguez har instrueret denne gyserkomedie med Fridhjof Film som dansk koproducent. Filmen, der er støttet af Det Danske Filminstitut, har nordamerikansk premiere på festivalen.
Thure Lindhardt kan desuden opleves i den amerikanske instruktør Ira Sachs selvbiografiske film "Keep the Lights On". Her spiller Lindhart Sachs' alterego Erik, en dansk dokumentarfilminstruktør, som kæmper med sin kæreste Pauls stofmisbrug.
Den 11. udgave af Tribeca Film Festival bliver afholdt fra den 18. til den 29. april i Nev York. Læs mere om festivalen og dette års program på Tribeca Film Festivals hjemmeside.