Han har netop rundet de 40 år og har længe været et fænomen i dansk underholdning, Anders Matthesen. I en ny dokumentarfilm af spillefilmlængde bliver publikum for første gang inviteret med indenfor i komikerens private liv og møder en dedikeret kunstner, der konstant arbejder på at forblive original og præstere noget, der er bedre end sidst. Vi møder også en mand, som løber ind i en krise med stress og usikkerhed, der får ham til at overveje om han skal fortsætte sin karriere.
I en periode, der strækker sig over fire år fra 2012 har dokumentarfilminstruktøren Pernille Rose Grønkjær nysgerrigt fulgt Anders Matthesen. Hun har været med helt tæt på ham bag scenen, i garderoben, i bilen, på kontoret og i hjemmet, og filmen byder på gamle privatoptagelser og klip fra komikerens tidligere shows, film og tv-programmer.
Pernille Rose Grønkjær, der har instrueret og filmet "Den anden side" har tidligere stået bag portrætter som den prisbelønnede "The Monastery" fra 2006 – hvor dokumentarinstruktøren med sit kamera i årevis har fulgt sine hovedpersoner.
"Den anden side" er klippet af Jacob Thuesen og Kasper Leick, med lyddesign af Peter Albrechtsen og nykomponeret musik af Jonas Struck. Sigrid Jonsson Dyekjær har produceret for Danish Documentary med støtte fra Det Danske Filminstitut. Desuden støtter TV2 Danmark samt Scanbox, som distribuerer filmen.