Stolerækkerne i biografsalen Asta var fyldt med fagfolk fra film, tv og spil, fra museer og NGO’er, og ikke mindst med en masse unge mennesker, der alle var samlet torsdag den 7. februar til brancheseminaret CONNECT om unge og medier, arrangeret af Det Danske Filminstitut.
”Vi er her i dag fra mange forskellige brancher, fordi vi gerne vil understrege, hvor vigtigt det er, at man breder sig ud over sit område. Ikke bare for at finde ud af, hvad der rører sig hos og for de unge, men også for at finde samarbejdspartnere på kryds og tværs og for at få inspiration fra andre.”
Sådan lød opfordringen fra Ulla Hæstrup, Filminstituttets konsulent for børn og unge, i introduktionen til det årlige seminar, der denne gang havde fokus på spørgsmålet om, hvordan film og medier påvirker unges identitetsdannelse og forestillinger om krop, køn og seksualitet.
Opfordring til nuancer i dansk film
Cecilie Nørgaard, der er uddannelses- og kønssociolog, indledte eftermiddagen med at påpege, at der stadig er en betydelig modsætning mellem den traditionelle kønskultur, der præger vores hverdag og mediebilleder, og en ungdomskultur, der med internettets komme har lagt de snævre kønskategorier bag sig.
Men unges viden om seksualitet og køn påvirkes stadig af mediernes stereotyper. Det fortalte dagens næste gæster fra organisationen Sex & Samfund, der hvert år modtager 11-12.000 sexrelaterede henvendelser fra unge, blandt andet spørgsmål som:
”Kan man smittes med klamydia gennem boblebad? Er det kun drenge, der onanerer? Og hvorfor får jeg ingen orgasme, når jeg går i seng med min kæreste?”
Projektleder Jeppe Hald og nationalchef Lene Stavngaard fra Sex & Samfund fortalte, at mange spørgsmål går igen og stammer fra myter, misinformation og forældede kønsstereotyper, der reproduceres i danske spillefilm og serier. Efter filmklip og andre eksempler lød deres opfordring til filmbranchen:
”Det er ikke, fordi vi vil pege fingre ad nogen eller ønsker, at dansk film skal være en oplysningsinstitution med alle facts på plads. Men vi mener, at film har et kæmpe potentiale til at være mere end et spejlbillede på det velkendte og vil gerne opfordre til, at filmmediet i højere grad bruger det potentiale til at udvide danskernes horisont og følelsesliv i stedet for bare at gengive stereotyper.”
Skaterpigerne manglede rollemodeller
Inviteret til dagen var også repræsentanter fra en ungdom, der har lagt stereotyperne bag sig, nemlig fire medlemmer fra pigeskatergruppen Don’t Give a Fox.
Skaterpigerne - Don't Give a Fox (oversigt)
En gruppe piger har dannet et unikt fælleskab i skatecrewet, Don’t Give A Fox, der sprudler af kreativitet og fandenivoldsk livsglæde. De har vidt forskellige baggrunde, men har fundet hinanden gennem deres interesse for skateboarding. Skatingen er blevet et fristed, hvor de kan glemme hverdagens udfordringer.
Som navnet antyder, går de unge kvinder, alle i 20’erne, ikke op i, hvad andre mener om dem. I deres klub er der kun én regel: Man skal give highfives, når nogen falder.
Her er det nemlig okay at fejle, og der er ingen forventninger til, hvordan man skal opføre sig som kvinde eller menneske, fortalte Signe Werenberg fra Don't Give a Fox. Men det tog tid at finde hinanden og modet til at gribe skateboardet, tilføjede hendes makker Line Mortensen Thoresen.
”Vi havde alle sammen interessen, da vi var yngre, men der var ikke andre piger i skaterparken, vi kunne skate med. Modsat drengene, der har været på rampen, siden de var små, fandt vi først hinanden og gik i gang med at skate i tyverne.”
Skaterpigerne manglede med andre ord ligesindede og rollemodeller. Snart kan de selv gå hen og blive rollemodeller for andre, når Kaspar Astrup Schröders dokumentarserie ’Skaterpigerne – Don’t Give a Fox’ fra den 31. marts vises på DR. Serien får inden da premiere på CPH:DOX den 23. marts.
Ni råd – fra digital dannelse til større mangfoldighed
Efter skaterpigernes exit indtog tre repræsentanter fra det ministernedsatte Ungepanel scenen og fortalte om de ni gode råd, som de har lavet til sundhedsminister Ellen Trane Nørby for at styrke den psykiske trivsel blandt unge.
Her lyder blandt andet et af rådene: ”Børn, unge og deres nære omgivelser skal have digital dannelse.”
Amalie Wessel på 22, kendt fra 'De perfekte piger' på DR3, er blogger og influencer og ved derfor selv en del om, hvordan de sociale medier er skruet sammen. Sådan er det ikke for alle, påpegede hun:
”Man bør undervise unge mennesker i, hvad der sker med deres medieforbrug. De skal lære, at hvis de for eksempel liker fitnessmodeller på Facebook, så er det også fitnessmodeller, de fremover vil blive præsenteret for. Det er der mange unge mennesker, der ikke ved så meget om, fordi gennemsigtigheden ikke er særlig stor.”
Med rådene lægger Ungepanelet blandt andet også op til, at medierne skal udvise mere ansvarlighed omkring deres indhold. Amalie Wessel var særligt glad for de råd, der opfordrer til mere mangfoldige kropsidealer og bedre information om køn og seksualitet.
”Det ville være dejligt, hvis man en dag helt kunne udviske ord som kropsideal,” sagde hun og blev bakket op af 25-årige Daniel Kristiansen, der er bestyrelsesmedlem i SIND Ungdom. Han fremhævede, at DR3 allerede effektivt har igangsat den proces med dokumentaren 'Danmarks lækreste spasser' om den spastisk lammede Mulle, der stabler en skønhedskonkurrence på benene for folk med fysisk handicap.
”Det er den fedeste, mest livsbekræftende serie, som bryder stereotype forestillinger om spassere. Den gør det normalt at være unormal,” sagde Daniel Kristiansen.
Vi skal ud af kasserne
Flere gange i løbet af dagens seminar blev DR3’s ungdomsprogrammer fremhævet som det gode eksempel på indhold, der både fanger sit unge publikum og udfordrer herskende stereotyper.
Men bør indholdsskabere egentlig aktivt arbejde ud fra en målsætning om at ændre og nuancere forestillinger om sex og køn?
”Nej,” lød svaret fra en af skaberne selv. I et af dagens sidste indslag vendte instruktør Anna Emma Haudal, der står bag DR3-succesen og Robertvinderen ’Doggystyle’, ivrigt diskussionen på hovedet:
”Det er ikke mit ansvar som fiktionsskaber at arbejde med køn og identitet. Mit ansvar er at lave hele, nuancerede, menneskelige karakterer. Problemet er, at når vi begynder at tale repræsentation, skaber vi netop klichéer og stereotyper, fordi vi laver sådan nogle kasser, og det er jo de kasser, vi skal ud af.”
Oven på en eftermiddag fuld af målgruppeanalyser efterspurgte hun mindre snak og mere kunstnerisk frirum til de skabende kræfter:
”Fuck målgrupper. Vi skal videre. Ud af kasserne. Ud af stereotyperne. Det er ikke sådan, vi laver noget til unge: ved at analysere, hvad de synes er spændende. Det gør vi ved selv at føle noget og selv have lyst til at omsætte det til fiktion. Vi skal være bedre til at stole på følelserne. Vi skal stole mere på de kreative hjerter, der kommer med de store idéer,” afsluttede Anna Emma Haudal.