Vendepunktet i Per Holsts glorværdige løbebane som producent kom, da han med "Kundskabens træ" (1981) indledte sit samarbejde med Nils Malmros. Et partnerskab, der fortsatte med "Skønheden og udyret" (1983), "Århus by Night" (1989), "Kærlighedens smerte" (1992) og "Barbara" (1997).
Ikke sådan at forstå, at Per Holst inden mødet med Malmros på nogen måde var en obskur filmmand. Han havde blandt andet produceret en af de stadig dugfriske klassikere i dansk tegnefilm, den udødelige "Bennys badekar" (1971).
Men "Kundskabens træ" blev indledningen på hans dominans op gennem 1980'erne som den producent, der havde det skarpeste blik for de unge originale instruktørtalenter, der dukkede frem fra datidens Zentropa-løse underskov.
Lars von Trier, Bille August, Jon Bang Carlsen, Helle Ryslinge – det var sådanne navne, Per Holst udover Malmros formidlede ud til et dansk filmpublikum i et årti, hvor dansk filmkunst ellers ofte skrantede. Allerede i 1985 fik han en Æres-Bodil for sin indsats.
Instruktørens vision
Det basale var (og er!), at Per Holst respekterer instruktørens vision. Han er selv instruktør, af den overseriøse thriller "Afskedens time" (1973) og den underbydende farce-succes "Walter og Carlo – Op på fars hat" (1985), men de er kun paradoksale parenteser.
Som producent var Holst en sand pionér, fordi han satsede på de ovennævnte talenter på et tidspunkt, hvor de kommercielt var yderst usikre kort.
Det er vigtigt at huske på, at Nils Malmros i starten af 1980'erne var en udpræget outsider og århusiansk enegænger med for datiden voldsomt ukonventionelle produktionsmetoder.
Han ville oprindeligt producere "Kundskabens træ" selv, men Filminstituttet strittede imod og prøvede at kaste ham i armene på Nordisk Film.
Det var nok blevet en katastrofe, men med Per Holst som producent blev den uortodokse produktion, der strakte sig over to år, til smuk realitet.
Trier og Bille August
Derfor var Per Holst også den naturlige producent, da Lars von Trier meldte sig på banen med "Forbrydelsens element" (1984). Igen en film og en instruktør, der i den grad stod i skærende kontrast til alt, hvad der ellers prædikedes af snusfornuft og mådehold i dansk film.
Et helt andet temperament var den unge Bille August, der, inden han begyndte at lave film med Per Holst, stod for stilfærdige karakterstudier uden megen publikumsappel.
Med "Zappa" (1983), "Tro, håb og kærlighed" (1984) og "Pelle Erobreren" (1987) ændrede dette billede sig totalt.
Da det balstyrige teater- og skuespillertalent Helle Ryslinge havde skrevet sit manuskript til "Flamberede hjerter" (1986), var det Per Holst, der tog chancen og fik hende til at instruere filmen også.
For stærke damer har aldrig skræmt ham – tværtimod. Det var derfor (selvfølgelig, havde man nær sagt) også ham, der producerede Lotte Svendsens debutspillefilm "Bornholms stemme" (1999) – et samarbejde, der har båret frugt op i det nye årtusind med de succesrige Max Pinlig-film.
Ligesom pionér-indsatsen med "Bennys badekar" over 20 senere videreførtes med endnu en tegnefilmstriumf med Flemming Quist Møllers "Jungledyret" (1993).
Troværdighed
Men lad mig vende tilbage til Nils Malmros. "Kundskabens træ" blev en milepæl for både Malmros og Holst. Den gav Malmros professionel troværdighed, samtidig med, at den gav Holst ry som en producent, der virkelig forstod, hvor en instruktør ville hen. Ikke hverdagskost i de dage.
Som Nils Malmros selv har forklaret det i Mette Hjort og Ib Bondebjergs interview-bog Instruktørens blik (2000):
"Det, der er Per Holsts store fortjeneste er, at han har en evne til at få instruktøren til at insistere på sit eget".
Dette fødselsdagsskrift er skrevet af Morten Piil.
