Fra en mørk thriller om en iransk seriemorder på hellig mission til et historisk drama om en præsts fortabelse i Islands ubarmhjertige natur.
Sådan lyder overskrifterne for de to danske spillefilm, der er udtaget til det prestigefyldte officielle program på Cannes Festivalen. Ali Abbasis 'Holy Spider' skal dyste i hovedkonkurrencen og er dermed i spil om årets Guldpalme, mens Hlynur Pálmasons 'Vanskabte land' er blandt konkurrencefilmene i Un Certain Regard, der har fokus på særligt originale stemmer og udtryk.
De to spillefilm får følgeskab af kortfilmen '100% flået kærlighed' af Malthe Saxer, udtaget til dysten for filmskolefilm, Cinéfondation, der også er en del af Cannes Festivalens klassiske konkurrenceprogrammer.
Danske filmfolk deltager desuden i koproduktionssamarbejdet bag flere spillefilm.
Det gælder de to svenske spillefilm i hovedkonkurrencen, Ruben Östlunds 'Triangle of Sadness' og Tarik Salehs 'Boy from Heaven', den franske 'Den blå kaftan' i Un Certain Regard samt den finske 'The Woodcutter Story' i sideprogrammet Critics' Week.
Filminstituttet holder til under hele Cannes Festivalen på Scandinavian House, 11 Square Mérimée, sammen med de øvrige nordiske filminstitutter. Huset danner rammen om møder, pressebegivenheder, streaming af interviews og netværksaktiviteter.
Cannes Festivalen løber fra 17. til 28. maj. Se mere på festivalens hjemmeside.