Filmbranchen bliver jævnligt beskyldt for kønsdiskrimination, men når det gælder dokumentarfilmproduktion i Danmark, står kvinderne stærkt.
Læs: Uudslukkeligt kærlighedsforhold til virkeligheden
FILMupdate har spurgt seks markante, internationalt orienterede kvindelige dokumentarfilmproducere om deres drivkraft, skelsættende projekter, daglige udfordringer og bud på, hvad det er, kvinderne kan.
LISE LENSE-MØLLER / MAGIC HOUR FILMS
Hvorfor er du producer – hvad er din drivkraft?
"Jeg kan godt lide processen med at starte med et 'frø' – hvad enten det er en idé eller et talent – og finde ud af, hvad det bestemte frø har behov for, og hvordan man får det til at udvikle sig bedst muligt.
På et mere egoistisk plan: Som dokumentarfilmproducer får jeg mulighed for konstant at være i dialog med verden omkring mig. At udfordre og blive udfordret, påvirke og blive påvirket, møde nye mennesker, lære nye ting og blive inspireret."
Nævn arbejdet med en produktion, instruktør eller andet, der har bragt dig særlig glæde?
"Jeg nød at arbejde med 'Burma VJ', fordi jeg følte, at filmen rent faktisk gjorde en forskel. Jeg nød at arbejde med 'Into Eternity', fordi den var så svær, og vi var tæt på ikke at 'løse den', men Michael Madsen og jeg nægtede at give op. Jeg nyder at undervise og vejlede – ikke mindst for EAVE. Workshop-atmosfæren er meget generøs - du tilbyder støtte og erfaring, men får også en masse igen."
Hvad er dine største udfordringer?
"Udover at være underbemandet og underfinansieret som de fleste uafhængige dokumentarproducere er den største udfordring at undgå kassetænkning. At tænke i kasser eller selv at blive sat i bås er dræbende for kreativiteten. Erfaring er et aktiv – hvis den konstant bliver udfordret."
Har du et bud på, hvorfor der er så mange kvindelige dokumentarfilmproducere, der markerer sig for tiden (fx er syv ud af ni danske film i konkurrence på IDFA produceret af kvinder)? Er der nogen særlige 'kvindelige' egenskaber, du har gavn af som producer?
"Hvorfor skulle der ikke være mange kvinder? Du bliver hverken rig eller berømt af at være dokumentarproducer. Min erfaring er, at det kræver masser af udholdenhed, tålmodighed og ægte interesse for de mennesker, du arbejder med. Det tror jeg, at jeg har, men om det er knyttet til mit køn eller ej, har jeg har ingen idé om."