Albert Dyrlund, som droppede ud af gymnasiet for at lave personlige videoblogs på YouTube, er blevet en af de populæreste danske YouTubere, og det er blevet hans levevej at underholde. Han har over 164.000 følgere på sin kanal, og nu supplerer han videoblogging med skuespil i en spillefilm, hvor han spiller sig selv. Mange af Alberts faste følgere vil sikkert kunne genkende dele af filmens handling. 'Team Albert' er nemlig inspireret af hovedpersonens eget liv.
I filmen er Albert en oprører. Han vil ikke leve med, at hans karrierevej har været planlagt for ham lige siden børnehaven. Han vil have succes i livet og vil opnå det på sin egen måde. Derfor gør Albert oprør mod skole, forældre og hele verden. Han vil blive det, han er bedst til: En, der underholder hele verden gennem YouTube. Men det er ikke uden omkostninger. På sin vej er Albert ved at miste sine bedste venner og allerværst den, der elsker ham allermest. 'Team Albert' er en film om kammeratskab, men også om at kunne opnå de drømme, man tror på.
Foruden Albert Dyrlund besættes de bærende roller af Marcuz Jess Petersen, som nogle vil huske for hans rolle i 'Antboy'-filmene og som drengen Bo i 'Klovn'-filmene. Laura Kjær fik sin spillefilmdebut i 'Når solen skinner', mens Olivia Reichstein er debutant.
'Team Albert' instrueres af Frederik Nørgaard, som også har skrevet manuskriptet sammen med Thor Wissing Lange. Regner Grasten producerer for Regner Grasten Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Åke Sandgren.
'Team Albert' har forventet premiere den 4. oktober 2018.