Dyk ned i filmhistorien med Christian Braad Thomsen og Fassbinder, grin med et par morsomme rebeller, mød en 11-årig sumobryder eller oplev et kærlighedsdrama i en duft af savsmuld. Filmcentralen præsenterer en række nye film for børn og voksne.
Fassbinder – at elske uden at kræve
Instr. Christian Braad Thomsen, 2015
Christian Braad Thomsen har instrueret denne portrætfilm om den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, der i løbet af 14 år skrev og instruerede 60 film. Braad Thomsen mødte Fassbinder første gang på Berlin-festivalen i 1969 og blev siden venner med ham. Filmen er baseret på filmoptagelser, der ikke tidligere har været offentliggjort.
Se Fassbinder – at elske uden at kræve.
The Yes Men are Revolting
Den legendariske aktivistgruppe "The Yes Men" er tilbage og vil med endnu en vild mission bekæmpe klimaforandringerne. Men de to 'Yes Men', Mike og Andy, kæmper samtidig med de livskriser, som truer deres beslutsomhed, deres hårlinjer og endda deres venskab. Filmen giver et intimt indblik i to excentriske aktivisters skæve venskab og hjerner, når de begiver sig ud for at bekæmpe klimaforandringer og skruppelløse forretningsfolk med de sjoveste og mest ambitiøse happenings, de endnu har udført.
Cirkusdynastiet
Instr. Anders Riis-Hansen, 2014
Dokumentarfilm om de store cirkusfamilier Berdino, der ejer det succesrige Cirkus Arena, og Casselly, cirkusartister i syv generationer. En romance mellem Patrick Berdino og Merrylu Caselly lover en givtig alliance mellem de to dynastier. Men snart kommer der knas i maskineriet. Cirkusdynastiet er en universel fortælling om følelser, fornuft og forældres forventninger.
Se Cirkusdynastiet.
Det han gjorde
Instr. Jonas Poher Rasmussen, 2015.
Hvordan lever man med at have gjort noget utilgiveligt? Filmen er et portræt af Jens Michael Schau, der i 1988 slog sin kæreste, den populære forfatter Christian Kampmann, ihjel i jalousi. I dag lever han en isoleret tilværelse, skjult for omverdenen i sin lejlighed. Men nu har Schau besluttet at fortælle sin historie.
Se Det han gjorde.
Lovebirds
Instr. Louise Detlefsen, 2014
Hvor skal jeg hen i mit liv? Findes der en derude, som kan passe på mit hjerte? Og hvem er jeg, hvis jeg pludselig forelsker mig i en pige? "Lovebirds" skildrer tre veninders storbyliv fra fest og sorgløshed i den lyse sommernat til moralske tømmermænd og ulykkelig kærlighed.
Se Lovebirds
Sport Kids – fire dokumentarfilm for børn
Sumobrydning, ballet, fægtning og cheerleading. De fire film i serien Sport Kids portrætterer børn, som træner intenst og engageret. Vi følger deres op- og nedture og oplever, hvilke kompromiser de må indgå i hverdagen for at nå eliteniveau. "Varicella" er netop blevet hædret af børnejuryen på dokumentarfilmfestivalen IDFA.
Chikara – sumobryderens søn (2014), instr. Simon Lereng Wilmont
Fægtemester (2014), instr. Simon Lereng Wilmont
Ruth (2015), instr. Hanna Heilborn
Varicella (2015) instr. Victor Kossakovsky
Kulturkatedraler
Prominente navne som Wim Wenders, Robert Redford og Michael Glawogger er blandt instruktørerne i serien Kulturkatedraler. Det er en række korte dokumentarfilm, der hver i sær fokuserer på et bestemt bygningsværk. Filmene udforsker, hvad arkitektur betyder for de mennesker, som færdes i bygningerne – og hvordan design kan påvirke os.
Kulturkatedraler: Berliner Philharmonien (2014), instr. Wim Wenders
Kulturkatedraler: Salk Instituttet (2014), instr. Robert Redford
Kulturkatedraler: Det russiske nationalbibliotek (2014), instr. Michael Glawogger
Kulturkatedraler: Centre Pompidou (2014), instr. Karim Aïnouz
Kulturkatedraler: Operahuset i Oslo (2014), instr. Margreth Olin
Kulturkatedraler: Halden Fængsel (2014), instr. Michael Madsen