Nyt filmtilbud til ukrainske flygtningebørn

Børnebiffen. Det Danske Filminstitut har i samarbejde med Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber sammensat nye serier med film, der tilbyder en helt særlig biografoplevelse for flygtningebørn og deres familier. Filmene er uden dialog, så de kan ses på tværs af sprogskel.

Et stigende antal flygtningebørn ankommer fra Ukraine til Danmark i disse uger, og i den forbindelse har Filminstituttet i samarbejde med Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber skræddersyet tre nye serier med kortfilm. Det særlige ved filmene er, at de er uden ord.

De tre nye 'Filmpakker uden ord' er en del af biografordningen Børnebiffen og består af et udvalg af kortfilm, som kan nydes af børn, selv om de ikke forstår dansk. Filmene er fra både ind- og udland og repræsenterer et bredt udvalg af fantasifulde og universelle fortællinger om blandt andet venskab og fællesskab.

Om børnebiffen

Børnebiffen er en biografordning, der giver kommuner, biografer, filmklubber og andre aktører rundt omkring i landet mulighed for at vise kvalitetsfilm for børn i alderen 3-7 år.

Børnebiffen har over 100 visningssteder i hele landet, typisk biografer, filmklubber og biblioteker.

De tre nye filmpakker uden ord indeholder hver et udvalg af film, der er målrettet de 3-5-årige.

Ideen er opstået efter opfordringer fra de lokale filmklubber, der ønsker at komme med filmtilbud til de nyankomne ukrainske flygtninge. 

Filminstituttets undervisningsredaktør Lisbeth Juhl Sibbesen, der har sammensat indholdet i de nye filmpakker, fortæller:

”Vi håber at kunne give børnene og deres familier en god oplevelse i biografen, som gør, at de for en stund glemmer sig selv og de svære ting, de har med sig. Det fantastiske ved film er, at man ikke behøver få en masse forklaret. De her film er universelle og taler et sprog, som alle kan forstå – børn og voksne i fællesskab."

Se udvalget i de tre nye filmpakker uden ord: 

Kontakt

Om film

Lisbeth Juhl Sibbesen
Det Danske Filminstitut
Tlf: +45 2538 2618
lisbeths@dfi.dk

Om booking

Janne Flatau
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber
Tlf: +45 3321 4176 (man-fre kl. 10-14)
boernebiffen@dabuf.dk

Tags: