Af Lea Glob, Filminstituttet den 24. november 2022.
Nu har vi jo ikke nogen Kulturminister, men jeg leger bare, at der er en.
For jeg har altid drømt om at holde en tale til Kulturministeren, så tak for at jeg får lov. Staten (Filminstituttet) holder en reception for vores film, så det er nu, jeg har chancen. Så hvis jeg nu leger, at der er en Kulturminister, som kommer om lidt, og tænker at de her receptioner og filmkunst er elitens legeplads, og at den er for dyr. Så vil jeg gerne holde denne tale.
Holdet er samlet i dag, de der er til stede her i dag, og de der ikke er i København her i dag, og alle de mennesker som har medskabt filmen, er alle sammen til stede i på lærredet. Hver og én kunne mærkes på lærredet i Tuschinski 1 i Amsterdam, og det er jo det, der er så fantastisk ved film, at det er en kollektiv kunstart.
Og vi er her jo også for at tale om, hvor geniale vi er. Men sandheden er, at vi bare ikke er særligt geniale alene. Så det vil jeg gerne pege på, nu når jeg er så heldig at have ørene fra så mange, som arbejder inde i institutionerne.
Jeg vil gerne anerkende de mennesker, som i generationer har opbygget vores institutioner. I vores film: ’Apolonia, Apolonia’ er der den scene, hvor Apolonia og hendes far maler en tekst på facaden, på et lukningstruet Teater. De skriver; ”Mdm Ministre; please protect the Theatre”. Derefter skriver de en tekst, som refererer til den lov fra 1945, som blev nedskrevet i Frankrig efter fascismens tag i Europa. Loven siger, at ingen må lukke et teater ned, uden at staten undersøger sagen nærmere, for det er det eneste sted, hvor folket kan udtrykke sig frit.
Og på samme måde vil jeg gerne bruge lejligheden til at tale om, at en sådan film her, er værd at fejre, for jeg er et personificeret eksempel på, hvordan vores kulturinstitutioner fungerer og tager vare på det, som de skaber – over tid.
Lea Glob, Apolonia og producer Sidsel Lønvig Siersted.
En som mig, opvokset med en enlig mor, uden midler – godt nok med en gren af familien som var malere og en del af det gode selskab i kulturlivet i 1960’erne. Men i min umiddelbare familie var jeg langt fra sådan en verden. Men der var en lille sprække, og hvis man bevægede sig frem mod den sprække, hvor man kunne udtrykke sig, så var der faktisk et helt system, som var bygget omkring det. Og det er vel det, der er kulturpolitik?
En kunsthøjskole med statsstøtte.
Et universitet.
En daghøjskole, som rekrutterer til en filmskole.
En filmskole, som arbejder med en daghøjskole, fordi der var en linje som hed ’flerkamera’, som skulle bruge eksterne fotografspirer.
Et filmværksted, hvor man kunne søge om en film, så man kunne komme ind der på filmskolen.
En Max Kestner, som arbejdede som filmkonsulent det år, som inspirerede til at fortælle historier, som man kendte noget om.
En filmskole.
Og ikke fordi, at en filmskole i sig selv er vigtig, hvis den kun er målt på de personer, der kommer ind eller kommer ud. Men fordi, det er et centrum, som man kan mene noget om, lave alternative skoler imod, og hade eller elske. Som man kan distancere sig fra. Men den er der. Og der er ansatte, og der er penge, og der er uddannet alle filmsprogets arbejdere.
Og et filminstitut, som giver afslag og ikke forstår altid, men det er der. Og det arkiverer, og det støtter op. Eller dømmer dig ude i kulden en dag måske.
Men rundt om det er de lige så vigtige institutioner: Dagpenge, børnepasning, sygehuse, barselsfonden og alle de sociale rettigheder. I modsætning til Apolonias liv i Frankrig, så er det faktisk muligt at få børn og lave kunst her Danmark. Det er tæt på umuligt, men dog muligt. Og alle de ting er noget, som har taget over 100 år at bygge op.
For uden dem er det netop kun de, som i forvejen har penge, der kan give sig i kast med noget så absurd som at gøre en karriere ud af at lave dokumentarfilm. For mit eget vedkommende fordi man selv som ”fattig” kan tillade sig at have den riges ubekymrede syn på sin egen fremtid og sine nærmestes fremtid.
Apolonia og Lea Glob til IDFA i Amsterdam.
Men de 100 års kamp er noget, der skal næres hver dag. Vi skal passe på vores sociale rettigheder, og det hænger sammen, også med de film som vi laver. Når en kvinde bliver gravid, så bør vi i hver vores små strukturer og kasser passe på hinanden, og spørge, hvordan kan vi hjælpe dig? Det mødte jeg faktisk hos Danish Documentary, som af sig selv tilbød mig løn under barsel, og gjorde sit for at leve op til et arbejdsgiveransvar.
Når vi er så mange, som lever af de penge, der uddeles fra den store statskasse, så er det vigtigt, at vi husker, at det er os, som skal passe på de sociale rettigheder. For gør vi ikke det, så hører vi ikke fra dem, som ikke passer ind i kasserne. Min opfordring er også til Filminstituttet, at have vægt på at holde selskaber op på, at de passer på deres instruktører – på deres kunst men også på deres krop.
I dag passer jeg ind i kassen, og jeg er så stolt over vores fælles bedrift, og over at jeg havde energien til at blive ved til filmen blev så god, som den kunne blive. Men det vil også sige, at der nu er en ny generation og en ny verden, der alle allerede er uden for kassen, og lad os passe godt på dem ved at passe på vores institutioner og vores sociale rettigheder.
Så madam minister, hvor end du er, penge til kulturen er ikke penge til eliten, det er penge til folket.
Tak.
