Bygninger er mere end de mursten, de er formet af. De siger noget om, hvem vi er, og hvem vi ønsker at være. Seks instruktører har i serien "Kulturkatedraler" hver instrueret en film, der udforsker en kulturelt markant bygning og dens sjæl.
Michael Madsen, der med "Into Eternity" fra 2010 fascinerede publikum med sine filosofiske overvejelser om verdens første permanente atomaffaldsdepot, byder ind med en film om Halden-fængslet i Norge, der er blevet kaldt "verdens mest humane fængsel".
De øvrige instruktører er tyske Wim Wenders med en film om Berliner Philharmonien, østrigske Michael Glawogger med en film om Det Russiske Nationalbibliotek i Sankt Petersborg, amerikanske Robert Redford med en film om Salk Institute for Biological Studies i Californien, norske Margreth Olin med en film om Operaen i Oslo og brasilianske Karim Ainouz med sin film om Centre Pompidou i Paris.
Danske Final Cut for Real ved Anne Köhncke og Signe Byrge Sørensen har produceret Michael Madsens film. Produktionsselskabet er også koproducent på de øvrige fem film. Wim Wenders er initiativtager til serien og eksekutiv producer.
Serien, der er produceret i 3D, blev i februar vist på Berlin-filmfestivalen.
På DR K, hvor "Kulturkatedraler" vises i 2D, får hver af de seks film fire visninger hen over en uges tid. Den første film, om Berlin Philharmonien, bliver vist i denne uge.
Første visning er den 4. november kl. 22.50.
Følg TV-oversigten på dr.dk