Trailer til Sorg og glæde

TRAILER. Nils Malmros' personlige kærlighedsdrama med Jakob Cedergren og Helle Fagralid får premiere den 14. november. Trailer og plakat er ude nu.

Aarhus-instruktøren Nils Malmros har gennem film som "Kundskabens træ" og "Kærestesorger" genskabt sin opvækst, barndom og ungdom båret af melankolien ved den ulykkelige kærlighed. Han har inviteret tilskuerne ind i sit liv på godt og ondt, og med "Sorg og glæde" blotlægger han nu et afgørende kapitel af sit smertelige voksenliv.

Jakob Cedergren og Helle Fagralid spiller hovedrollerne som ægteparret, der oplever den størst mulige sorg og ulykke i deres liv, og på et nærmest håbløst fundament alligevel forsøger at nå frem til den gensidige og modne kærlighed.

I de øvrige roller ses Nicolas Bro, Ida Dwinger, Kristian Halken, Mads Hammer Larsen, Helle Hertz, Niels Weyde, Maja Dybboe og Søren Pilmark.

Det selvbiografiske drama er optaget over seks uger i Aarhus og er Nils Malmros' 11. spillefilm.

"Sorg og glæde" er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen får biografpremiere landet over den 14. november og er med i Biografklub Danmark.

Trailer