enda
Person

Nils Malmros

(1944 – )

Instruktør og læge. Født 5/10 1944 (Nils Sigurd Malmros).

En udpræget auteur, der altid selv skriver sine manuskripter. Malmros' psykologisk realistiske, ægte virkende og ofte vittige film gennemstrømmes af hans egne, detaljerige erindringer fra barndom og ungdom i 1950'erne i Århus.

Inspireret af den franske nybølge producerede han sine første film selv. Han spillefilmdebuterede med 'En mærkelig kærlighed' (1968) og sit gennembrud med skoledrengeskildringen 'Lars Ole 5C' (1973). Den var første del af en trilogi om en borgerlig, beskyttet, men seksuelt undertrykt opvækst. 'Drenge' (1977) og det skarpe hovedværk 'Kundskabens træ' (1981) om pubertetsårene fuldender trilogien.

'Århus by Night' (1989) skildrer, ofte humoristisk, en filmoptagelse, den hjerteskærende 'Kærlighedens smerte' (1992) et konfliktfyldt kærlighedsforhold, og den natursmukke romanfilmatisering 'Barbara' (1997) portrætterer en erotisk udfordrende kvinde på Færøerne.Nu er hovedpersonerne blevet voksne, men de møder stadig livet med barnets åbenhed og emotionelle sårbarhed.

Malmros skiftede gear i 'At kende sandheden' (2002), der, inspireret af hans fars skæbne, fokuserer på en læge i etisk-professionelle konflikter. Filmen vandt priser på Sochi og Mar del Palata-festivalerne. I 'Kærestersorger' (2009) om en gymnasieforelskelse vendte han tilbage til sin skoleungdom. Malmros har selv kaldt 'Sorg og glæde' (2013) for hans sidste film.

Han har modtaget fire Bodilpriser såvel som seks Robertpriser. 'Skønheden og udyret', 'Kærlighedens smerte' og 'Barbara' var alle udtaget til hovedkonkurrencen på Berlin Film Festival.

Sideløbende med sin filmkarriere læste Malmros til læge og blev færdiguddannet i 1988.
Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Afvej 2015 Manuskonsulent DK/Kort fiktion
Sorg og glæde 2013 Instruktion, Manuskript DK/Spillefilm
Kærestesorger 2009 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
At kende sandheden 2002 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Barbara 1997 Instruktion, Manus, Scripter DK/Spillefilm
Kærlighedens smerte 1992 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Århus by Night 1989 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Skønheden og udyret 1983 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Kundskabens træ 1981 Instruktion, Manus, Eftersynkronisering DK/Spillefilm
Kammesjukjul 1978 Instruktion, Manus, Lyd Tv-film
Drenge 1977 Instruktion, Manus, Produktion, Lyd DK/Spillefilm
Lars Ole, 5c 1973 Instruktion, Manus, Produktion, Klip, Musiklærer DK/Spillefilm
En mærkelig kærlighed 1968 Instruktion, Manus, Foto, Klip, Producent DK/Spillefilm
Musik År Film Funktion
Velkomstsang 2002 At kende sandheden Tekstforfatter
Regenssang 2002 At kende sandheden Tekstforfatter
Nils Malmros i DFI-bogen

SE OGSÅ