Dansk tale: Lydens gennembrud
Nordisk Film gik fallit i juni 1928, men blev gendannet i februar 1929 under ledelse af direktør Carl Bauder.
Han havde også erhvervet rettighederne til et filmlydsystem, opfundet af de danske ingeniører Axel Petersen og Arnold Poulsen og præsenteret med demo-filmen 'Den talende Film' så tidligt som i oktober 1923 (altså præcis fire år før lydfilmens internationale gennembrud med den amerikanske The Jazz Singer).
Den første tonefilm med dansk tale, 'Præsten i Vejlby', havde premiere i maj 1931. Den var instrueret af George Schnéevoigt, der nu blev førende instruktør hos Nordisk Film. Faktisk havde Nordisk Film og Schnéevoigt allerede året før udsendt en talefilm, men grønlandsfilmen 'Eskimo' (1930) var en dansk-norsk koproduktion med norsk tale.
Præsten i Vejlby, en tung og højstemt filmatisering af Steen Steensen Blichers klassiske kriminalnovelle, markerede kulturelle ambitioner, som også præger Schnéevoigts tragiske melodrama 'Tango' (1933) fra natklubkredse.
Men årtiets dominerende hovedgenre, der bedre kunne udnytte lydens muligheder, blev lystspil med sang, såkaldte folkekomedier med en munter og jovial holdning til tilværelsen.
Dansk film for danskerne: Lystspil med sange
Typiske komedier var Schnéevoigts 'Skal vi vædde en Million?' (1932) og 'Odds 777' (1932), samt Emanuel Gregers' 'Mille, Marie og
mig' (1937), hvor den førende kvindelige stjerne, Marguerite Viby, brillerede i en tredobbelt rolle som flittig medicinstuderende, landlig hushjælp og sofistikeret natklubsangerinde, et nøgleværk til belysning af tidens kvindeopfattelse. Det var komponisten Kai Normann Andersen, der leverede de iørefaldende sange.
Hvor stumfilmen havde befordret international distribution, trak lydfilmen sproggrænserne op, og for små nationer som Danmark betød lydens gennembrud en voldsom begrænsning af markedet og en pludselig provinsialisme. Dansk film blev hermed næsten udelukkende en sag for danskerne.
1930'erne var samfundsmæssigt præget af verdenskrisen og de politiske ideologiers konfrontationskurs. I de gamle kunstarter trivedes modernistiske nybrud af forskellig slags. Sådan var det ikke i filmen, der satsede på at give befolkningen optimisme, virkelighedsflugt og traditionel underholdning som kontrast til de sørgelige realiteter. Palladiums 'Panserbasse' (1936) med den trivelige Ib Schønberg som folkelig politibetjent berørte krisetemaet, men kunne netop på den baggrund holde det gode humør oppe. Andre typiske film var 'Rasmines Bryllup' (1935) og 'Bolettes Brudefærd' (1938), begge gemytlige folkekomedier, lige som Lau Lauritzen Seniors 'Barken Margrethe' (1934), der stråler af nationalromantisk og undertiden lettere racistisk selvglæde.
Et hjørne af verden: Tidlig dansk dokumentarisme
Et par film adskiller sig dog fra den vanlige stil, nemlig den halvdokumentariske grønlandsfilm 'Palos Brudefærd' (1934), instrueret af tyskeren Friedrich Dalsheim og skrevet af den store Grønlands-rejsende Knud Rasmussen, samt den kontroversielle arkitekt, forfatter og samfundsdebattør Poul Henningsens dokumentarfilm 'Danmark' (1935, også kaldet 'Danmarksfilmen'), der blev det grundlæggende værk i dansk dokumentarfilm, instrueret på bestilling fra Udenrigsministeriet.
Filmen, med dens mildt satiriske stil og jazzede sange, blev nedsablet af kritikken og omklippet (en rekonstruktion kom i 1964). Men den varslede en ny filmisk bevidsthed, et filmisk flow, som man ikke tidligere havde set, og den blev inspiration for den ny generation af dokumentarister.
Her var hovedskikkelsen Theodor Christensen, der selv kom til at spille en central rolle som mentor i de følgende årtier. Sammen med Karl Roos skrev han landets første filmteoretiske bog, Film (1936), og instruerede dokumentarfilm som 'C – et Hjørne af Sjælland' (1938) ligesom han var medinstruktør på 'Iran, det nye Persien' (1939) om danske ingeniørbedrifter.
Poul Henningsens dokumentarfilm 'Danmark' (1935).
Biograflovene af 1933 og 1938
Med Biografloven af 1933 kom en strammere regulering af bevillingssystemet, således at bevillinger skulle gives efter kvalifikationer
og kun én biograf pr. person. Også filmcensuren blev lagt i fastere rammer. Den halvstatslige institution 'Dansk Kulturfilm', oprettet 1932, stod for produktionen af en lang række dokumentarfilm samt for enkelte spillefilm i 30'erne og 40'erne.
Loven blev revideret i 1938. Ved denne lejlighed oprettedes Statens Filmcentral, der stod for distribution af oplysende dokumentarfilm. Med dannelsen af et filmråd og en filmfond indførtes statslig støtte til kunstnerisk og kulturelt værdifulde film, hvilket dog i praksis fik meget begrænset betydning.
