Kendte skikkelser fra hit-filmen "Mig & Charly" fra 1978 dukker op påny. Steffen trodser sin mors honette ambitioner og hygger sig i et job som pianist på et Århus-værtshus. Han møder sin gamle ven, den frigjorte Charly, og sammen kommer de med i et teaterkollektiv, hvis førende, politisk bevidste skuespillerinde Steffen bliver glad for. En konfrontation med en militant rockerbande skaber klarhed.
Fotografen Henning Kristiansen havde instrueret "Mig og Charly" sammen med Morten Arnfred. Han stod alene som instruktør af denne fortsættelse, der skulle nyde godt af den store succes, "Mig og Charly" havde haft. Forfatteren Bent Rasmussen, der skrev det litterære forlæg for "Mig og Charly", var nu medforfatter af manuskriptet og udsendte senere dette i romanform.
For såvel anmeldere som publikum var resultatet en udpræget skuffelse.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.