Ghita Nørby

Skuespiller. Født 11/1 1935. Datter af kammersanger Einar Nørby. Gift 1º i 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-57), 2º 1963-69 med sanger og skuespiller Dario Campeotto, 3º 1970-78 med skuespiller Jørgen Reenberg, 4º i 1984 med kapelmester Svend Skipper.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole i 1955 med efterfølgende ansættelse ved teatret indtil 1959. Er flere gange i karrieren vendt tilbage til Det kgl. i længere perioder, men har spillet store roller på en række af landets scener. Ghita Nørby er nok den kvindelige skuespiller i nyere tid, der om nogen kan bære betegnelsen 'dansk teaters førstedame'. Hendes sceniske - og filmiske - virke har strakt sig over foreløbig 50 år, og vidner om en skuespiller, der har undergået en fantastisk udvikling fra at være den søde, uskyldsrene pige til at fremstille nuancerede og gribende kvindeportrætter. Dansk Kvindebiografisk Leksikon beskriver hendes roller over tid med følgende pointe: ".. de har det fælles, at de er fremstillet med al GNs solidaritet og indlevelse. Hun står aldrig ved siden af sine karakterer og udstiller dem, men tager altid rollerne på sig og arbejder seriøst med dem. [..] Mod, indsigt, fordybelse, professionalisme og arbejdsdisciplin har været nogle af nøgleordene i hendes kunstneriske udvikling".

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Bortset fra Poul Reichhardt har ingen dansk hovedrolleskuespiller af første rang medvirket i så mange dårlige film som Ghita Nørby. - "Jeg har faktisk aldrig sagt nej til et manuskript, ikke hvad jeg kan huske," sagde hun i Levende billeder 1996.

Som dansk films foretrukne artige, friske og lattermilde heltinde blev hun i slutningen af 1950'erne og 1960'erne et symbol på folkekomediernes kernesunde, men ofte syntetiske livsglæde. Men det dukke-yndige og spejderkække i hendes bløde smilehulstræk modsvaredes af en knejsende holdning tilsat en knivspids temperament - et varsel om senere triumfer.

Hun modnedes tidligere som teaterskuespiller end som filmstjerne. Det unge teaterhåb, der var stærk nok til at vende Det kgl. Teater ryggen, efter at Poul Reumert havde hvislet "Zahles Skole" af hende, og som i 1959 fik et gennembrud i den nyrealistiske "En duft af Honning", gik på lærredet stadig sødt smilende rundt i pjaskede komedier som "Min kone fra Paris" (1961), "Sømand i knibe" (1961) og "Flådens friske fyre" (1965).

Hun deltog ikke i 1960'ernes fornyende tendenser i dansk film - gjorde derimod et frustreret forsøg på en tysk karriere med "Ich suche einen Mann" (1966). Først i slutningen af 1970'erne optræder hun som rigtig voksen dramatisk filmskuespillerinde, med den enlige mor i Morten Arnfreds og Henning Kristiansens "Mig og Charly" (1978) som det afgørende vendepunkt. Inden da havde Ingmar Bergman instrueret hende i Det kgl. Teaters opsætning af "Misantropen" og givet hende ny selvtillid:"Min svaghed er en vis flagrende form, men han har givet mig troen på en ro, jeg ikke har turdet stole på før," udtalte hun på den tid.

Men selv så fremragende præstationer gav ingen større, interessante filmopgaver gennem det næste tiår - modne kvinder interesserer ret sjældent dansk film. I "Verden er fuld af børn" (1980) bliver det f. eks. kun til et mindre gæstespil som servitrice. Først i "Dansen med Regitze" (1989) får hun en ny forløsende rolle, som blev indgangsportalen til hendes filmkunstnerisk set rigeste tiår, 1990'erne.

Hendes start som purung heltinde i problemdramaet "Ung leg" (1956) placerer hende første gang i samspil med Frits Helmuth, der senere var hendes mand i "Dansen med Regitze" og "modstander" som kriminalkommissæren i "Her i nærheden" (2000). Hendes renskurede lillepigeydre, smilende uskyld og sikre timing gjorde hende hurtigt til selvskreven komedieheltinde, bedst i Annelise Reenbergs "Baronessen fra benzintanken" (1960), hvor hun klovner gnistrende veloplagt og bramfrit i sin vildkatte-rolle.

Normalt er hun nok mere animeret, men ikke stort mere interessant end datidens øvrige ingénuer, og et alt for fast samspil i disse år med den ferske Ebbe Langberg hjælper hende ikke. Forsøg på at udvide registeret, f. eks. som Brigitte Bardot-efterligning i "Tre må man være" (1959) og "holdt kvinde" i "Rikki og mændene" (1962), ændrer ikke det forudsigelige ved hendes præstationer. Seriøse forsøg i "Frihedens pris" (1960) og "Sekstet" (1963) er lige så mislykkede som filmene.

Klart bedst er hun under fast instruktion af Annelise Reenberg og Erik Balling. Især sidstnævnte ser noget selvstændigt og handlekraftigt hos hende. Efter at have spillet den yngste ugifte datter i "Den kære familie" (1962) klæder det hende at tage sagen i egen hånd som golddigger i fint samspil med Dirch Passer i Ballings "Hvis lille pige er du" (1963), og hun betager Ove Sprogøe som lysende dejlig og varm socialrådgiver i "Olsen-banden på spanden" (1969). Egon forelsket - det skulle aldrig gentage sig, men troværdigt er det, at Ghita udretter miraklet. Og Balling formår at gøre hendes overstadighed indtagende i "Ballade på Christianshavn" (1971).

En større (melo)dramatisk rolle har hun i kriminalfilmen "Kun sandheden" (1974), men filmen er kun løgn. Det kniber også med ægtheden i Edward Flemings kærlighedsfilm "Den korte sommer" (1976), hvor hun dog viser troværdig passion som provinsby-kvinden, der forelsker sig i en tysk officer (Henning Jensen). Og hun gør et tappert forsøg på at forlene den utro Fru Kryger i "Hærværk" (1977) med den tilstræbte sanselighed.

Men i løbet af 1970'erne finder hun samtidig - tilsyneladende med Ingmar Bergmans hjælp - endelig den indre ro, der er med til at skabe de bevægende, ambivalente, modne og søgende kvindeskikkelser i "Mig og Charly", "Matador", hvor hendes kloge, reelle Ingeborg Skjern står meget stærkt, og ikke mindst Leif Panduros tv-spil "Bertram og Lisa" (1975) og "Louises hus" (1977). Nu er der hemmelighedsfulde skygger og mangfoldige nuancer i hendes personlighed, der ikke længere søger så energisk efter at behage eller gøre indtryk, men har det nødvendige tilskud af dragende selvtilstrækkelighed.

Hun er sjov i et kort glimt i Hans Kristensens mislykkede farce "Undskyld vi er her" (1980), men ellers trækkes hun op gennem 1980'erne med uinspirerende roller i mere eller mindre mislykkede film. Af disse biroller er hendes ubesværet varme, forstående mor i Nils Malmros' "Århus by Night" (1989) bedst - men denne attraktive præstation overskygges af hendes fejrede film-comeback som Regitze i Kaspar Rostrups filmatisering af Martha Christensens "Dansen med Regitze" (1989). Det er tilladt at foretrække en Ingeborg Skjerns stille styrke i "Matador" for den urkraft, som hun her til tider lægger et geartrin for højt. Men hendes Regitze har sine uafviselige stjernestunder: dansen på bordet, protesten mod skolens uretfærdige behandling af sønnen.
Hun har tilsvarende stærkt bevægende øjeblikke som kræftsyg mama i Susanne Biers svenske produktion "Freud flytter hjemmefra" (1991). En rolle, der udvider forvandlingen i "Dansen med Regitze": 1950'ernes føjelige og bøjelige lillepige er nu blevet ekspert i at fremstille magtfulde, men inderst inde sårbare kvinder. Styrken bekræftes i hendes suverænt beherskede præstation som den manipulerende mor Karin Åkerblom i Bille Augusts "Den gode vilje" (1992) efter Ingmar Bergmans manuskript. Hun er den eneste danske medvirkende, men står stærkt og intenst (og på fejlfrit svensk!) i en iøvrigt fremragende svensk rollebesætning.

Hendes jødiske mor i Liv Ullmanns "Sofie" (1992) er kun en lettere triviel, pudsig hyggetante i sammenligning med Bergmanfilmen, og endnu en mor-rolle i Susanne Biers aparte tragi-komedie "Det bli'r i familien" (1994) sætter gamle flagrende unoder i gang: hun er overstyret bizar og mangler det modspil, hun - i tilsvarende groteske omgivelser - får i "Riget" (1994) og "Riget II" (1997) takket være Ernst Hugo Järegaards Dr. Helmer. Med ham danner hun et fatalt kærlighedspar af en egen flænsende sort komik.

Hendes Marie Hamsun i Jan Troells "Hamsun" (1996) mangler - efter indledningens sjæleblottende opgør - det format, der kan gøre hende til Max von Sydows ligeværdige med- og modspiller. Til gengæld finder hun en ny, rap og skrap 1990'er-tone som Sofie Gråbøls refleksagtigt magtmisbrugende mor i Susanne Biers psyko-gyser "Sekten" (1997). Magtliderlig er hun også i Torben Skjødt Jensens lidet sete debutfilm "Manden som ikke ville dø" (1999), hvor hun har en åndsfremmed rolle som skråsikker psykiater.

Men i Kaspar Rostrups "Her i nærheden" (2000) efter en fortælling af Martha Christensen yder hun igen en af sine helt store præstationer, denne gang i en rolle, der er Regitze i negativ: en umiddelbart frastødende løvinde af en mor, der med al magt prøver at beskytte sin autistiske søn mod en mordanklage.

En kompromisløs præstation, der ikke et sekund angler efter nem sympati. Men vrissende mistænksomhed og kvælende moderkærlighed hindrer ikke denne kvindeskikkelse i at stå med en sjælden renhed i sine mest desperate øjeblikke, hvor styrken og varmen alligevel sætter sig igennem. Som i slutningens sene selverkendelse, hvor hun endelig spiller rent ud og får sin sidste, for sig selv fatale trumf lagt på: "Mor siger det!" [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Niels Birger Wamberg: Mine egne veje - Ghita Nørby i samtale med Niels Birger Wamberg (1995). Michael Moritzen: Respekt: Elleve samtaler om at være skuespiller (2011). Lea Korsgaard: Ghita: en biografi (2011).