Komiker, skuespiller, manuskriptforfatter. Født 22/8 1968.
Christensen begyndte sin karriere som komiker i slutningen af 1980'erne. Han startede sit arbejde som tv-vært i 1991. Fire år senere fik han sit store folkelige gennembrud med underholdningsprogrammet 'Husk lige tandbørsten' (1995), og hans succes fortsatte med radioprogrammet 'Tæskeholdet' (1996-1997), sketchshowet 'Casper & Mandrilaftalen' (1999) og sitcomserien 'Langt fra Las Vegas' (2001-2003).
I 2005 skabte Christensen serien 'Klovn', der blev en af de mest succesfulde tv-serier i nyere tid, med sin faste makker Frank Hvam. Makkerparret indtog hovedrollerne i serien som fiktionaliserede udgaver af dem selv. Serien kørte over syv sæsoner, hvoraf den seneste udkom i 2018 efter en ni år lang pause. 'Klovn'-franchisen fortsatte desuden i 2010 med spillefilmen 'Klovn – the Movie', som var Christensens spillefilmdebut som manuskriptforfatter, og opfølgerne 'Klovn Forever' (2015) og 'Klovn the Final' (2020).
Christensen skrev også manuskript til komedierne 'Undercover' (2016) og 'Dan-Dream' (2017), hvor han selv spillede hovedrollen.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.