Producer. Født 18/2 1979. Uddannet fra Den Danske Filmskoles producerlinje i 2007 og har bl.a. også været forbi Den Europæiske Filmhøjskole.
Christian Potalivo slog igennem som barneskuespiller i starten af 90'erne, hvor han især blev kendt for sin rolle som Krummes ven Tom i 'Krummerne' (1991) og 'Krummerne 2 - Stakkels Krumme' (1992). Siden har han lagt stemme til, og medvirket i, flere børne- og ungdomsfilm, heriblandt Disneys 'Tarzan' (1999) og 'Lille Kylling' (2005).
Potalivo har gennem årene produceret en lang række spillefilm til børn og unge, heriblandt 'Frode - og alle de andre rødder' (2008), 'Monsterjægerne' (2009), 'Iqbal & den hemmelige opskrift' (2015), 'Iqbal & superchippen' (2016), 'Iqbal & Den Indiske Juvel' (2018) og 'Anti' (2016). I mellemtiden har han dog også produceret film til en ældre målgruppe med eksempelvis komedien 'Ved verdens ende' (2009) og dramaet 'Lang historie kort' (2015).
Til tv har han været producer på alle tre sæsoner af serien 'Dicte' (2013-2016) sammen med Peter Bose og Jonas Allen.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.