Claus Strandberg

Skuespiller. Født 5/6 1948, død 13/8 2004 - 56 år gammel.

Debuterede i et tv-spil i 1969 og havde herefter engagementer på bl.a. Fiolteatret, Gladsaxe Teater og Posthusteatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Den ofte fremragende filmskuespiller debuterede i 1970 i Dan Tschernias afgangsfilm fra Filmskolen, "Faders kop", hvor han viser en køn hvalpet charme.
En lovende debut, men rollerne lod vente på sig. Efter tre småroller fik han - takket være vennen Jens Okking - langt om længe chancen med en lidt større rolle som den stilfærdige politimand i tv-serien "En by i provinsen" (1977). Men det er i hovedrollen som den troskyldige Jens i Bille Augusts debutspillefilm "Honning måne" (1978), gennembruddet kom.

Hans åbne barnlige træk, bløde blik og ofte lidt drømmende melankolske mine gør den udtrykshæmmede akkordarbejder Jens til en person, der virker tiltrækkende i al sin veghed. Anbragt i velfærdsstatens mest prosaiske scenerier bevarer han en poetisk aura uden et sekund at insistere på følsomheden.

Sådan arbejder den fødte filmskuespiller i den rigtige rolle, men dansk film var inde i en kvalitetskrise i årene omkring 1980, og Strandberg havde svært ved at følge op i den klynge af mislykkede film, han derefter medvirkede i. I Carstens Brandts æstetiserende eksperiment "92 minutter af i går" (1978) må han nøjes med at være dekorativ og hvidklædt, og rollerne i to gode film, Anders Refns "Slægten" (1978) og Morten Arnfreds "Johnny Larsen" (1979), er små og lidet markante. Mere ser man til ham som kriminalassistent i "Attentat" (1980), som Skagens-bosat i "Pigen fra Havet" fra samme år og som lastbilchauffør i "Langturschauffør" (1981), men alle tre film floppede (den sidste dog kun kunstnerisk).

Franz Ernst placerede ham mod hans type som moralsk dobbeltspiller i tv-filmen "Afbrudt møde" (1982), skrevet af Jens Smærup Sørensen, og Erik Clausen gav ham en mindre rolle som politiker i "Rocking Silver" (1983) - begge roller, der varslede om hans fremtid som anvendelig all round-skuespiller i realistisk tv-sammenhæng. Med et nu mere livsmærket ansigt er han god for en gedigen præstation i en række serier og kan med lethed illudere desillusioneret eller småkynisk.

Han fik undtagelsesvis en hovedrolle i den mislykkede "Opbrud" (1988), fulgt op af en del mindre biroller på film. F. eks. er han morsom og helt i plet som pligtopfyldende og efterhånden lettere perpleks fabriksomviser i "Idioterne" (1998): "Nu har jeg standset al produktion af Rockwool i Danmark".

Men det er i serierne, hans hovedindsats ligger. Stærkest i "Strisser på Samsø" (1997-98), hvor hans provinsjournalist i starten er lidt klichékynisk. Men i afsnit 11, hvor hans datter (Jane Eggertsen) vender hjem som narkoman, får han lov at spille følelsestærkt på sit hærgede vemodige ydre. En præstation, der smukt knytter forbindelsen tilbage til "Honning måne" (1978).

Og senest gør han stærkt indtryk som den åbenhjertige forretningsmand, der knytter en pagt med den psykisk syge Stine Stengade under en repræsentationsmiddag i Ole Christian Madsens Dogmefilm "En kærlighedshistorie" (2001). Her har han en ny nøgen styrke i sit spil som en afklaret mand, der tydeligvis har fået alvorlige skrammer af tilværelsen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]