Dick Kaysø

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Hans image i 1970'erne og frem til 1982 lå et lidt ubestemmeligt sted mellem antihelt og hjerteknuser, og det var først i 1990'erne, at Krummefar-rollen gjorde ham til en lun, lettere overvægtig hyggeonkel.

Efter tre ubetydelige småroller fik han hovedrollen som socialrådgiveren, der selv går i hundene i den mere ambitiøse end vellykkede kriminalfilm "Gangsterens lærling" (1976). Filmen viser hans stærke, virile filmudstråling - og den mørkhårede, blå-øjede Kaysø, der kunne gøre kvindelige interviewere bløde i knæene, fik derefter hurtigt fem filmroller. Klart bedst er hans revolver-journalist i "Strømer" (1976), der viser hans evne til at antyde følsom eftertænksomhed bag maskuliniteten.

I "Olsenbanden deruda'" (1977) vikarierer han - som politiassistent Holm - for Ole Ernst, som han i sit upolerede look og sin ru stemmeføring godt kan minde en smule om (begge er udprægede københavner-fyre). Men man skal helt frem til 1982, før han igen for alvor gør sig bemærket, men så til gengæld også i to hovedroller: som arkitekten på nedtur i Henning Carlsens delvis selvbiografiske "Pengene eller livet" og som lægen, der forelsker sig skæbnesvangert i Pia Vieths dragende, sindsforstyrrede unge pige i Leif Panduro-filmatiseringen "Den ubetænksomme elsker "(1982).
Desværre blev begge film fiaskoer, og rollerne var svære at forsvare. Men i Carlsen-filmen demonstrerer Kaysø i det mindste sin behageligt underspillede charme.

Derpå stod menuen igen på småroller: effektiv som Michael Falchs utilnærmelige far i "Isfugle" (1983); dækkende som journalist i "Forræderne" (1983) og som skibskaptajn i "Peter von Scholten" (1987); og med ny pondus som titelfigurens chef i "Dagens Donna" (1990).

Han er på glatis som farcekomisk privatdetektiv i Regner Grastens eneste film som instruktør, "Bananen - Skræl den før din nabo" (1990), en totalfiasko. Men han finder uden besvær ind til en folkekomedie-hyggelig bamsefar-tone i "Krummerne" (1991), hvor veteranen Sven Methling bruger hans snurrige humor som modvægt til en alt for fad familie-idyllisering. De tre Krumme-film gav ham endelig den popularitet, som hans 21 tidligere film (de fleste mislykkede) ikke skaffede ham.

Men sit egentlige film-come-back fik han i Linda Wendels "Mimi og Madammerne" (1998) med sit portræt af den selvspejlende tv-værtinde Mimis velhavende ægtemand. Massiv, tung og overbevist om den stærkeres ret spiller han ud med en tyreagtig uforbeholden kraft, der giver denne fighter-type en følelsesmæssig integritet, de andre personer mangler. Her er både et strejf af tyranni og i slutningens opgørsscener en nøgen ægte smerte, som er med til at gøre præstationen til Kaysøs hidtil bedste på film. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]