Henrik Wiehe

Skuespiller. Født 9/2 1927, død 1/7 1987 - 60 år gammel.

Uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1946-49. Kom herefter til København og var engageret ved skiftende teatre i hovestaden, overvejende i lystspil- og revyroller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med et ansigt som på samme tid var filmstjernesmukt og mærkeligt skævt - når han åbnede munden og afslørede et voluminøst overbid - fik Henrik Wiehe pæn succes i 1950'erne og 1960'erne som både renskuret romantisk helt og, oftere, anløben charmør eller direkte skurk. Der kan klæbe et præg af forkælet overklasse til ham, og allerbedst illuderer han som døgenigt i blå blazer og med silketørklæde inden for skjortekraven.

Han har småroller som fræk ung mand i "Det gælder livet" og Erik Ballings "Vi som går køkkenvejen" (begge 1953), men fik en heltehovedrolle i Johan Jacobsens politiske drama "Blændværk" (1955) som den unge forbitrede arbejder, der forelsker sig hvalpet i Mimi Heinrich - en rolle, der ligger lige fjernt fra hans type og hans udtryksformåen.

Biroller blev derpå Henrik Wiehes felt: sleben håndlanger i "Færgekroen" (1956); filmfrikadellen, der charmerer Søs i "Far til fire på Bornholm" (1959); skurkindens vege søn, der forelsker sig i Ghita Nørby i "Baronessen fra benzintanken" (1960); Ghitas udkårne i "Min kone fra Paris" (1961); og Junker Rud i "Dronningens vagtmester" (1963).

Han er sjov og velspillende som en pomadiseret parodi på en rutineret skørtejæger i "Det støver stadig" (1962), og i 1970 får han sin karrieres bedste rolle som den afdankede turnéskuespiller med knas i både karriere og ægteskab i Edward Flemings "- og så er der bal bagefter". Denne næsten selvbiografiske rolle skulle også blive hans sidste større indsats.

Han tillægges udsagnet: "Først går man så grueligt meget igennem, og så bliver man glemt." [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]