Jesper Klein

Skuespiller. Født 13/11 1944, død 22/8 2011. Gift med skuespiller Lykke Nielsen.

Har skrevet, instrueret og medvirket i en lang række forestillinger, overvejende indenfor komediegenren. Begyndte midt i 1960'erne at lave radio og tv, har været teaterdirektør - for Bristolteatret med Jytte Abildstrøm og senere for Lorry - og skabte Klyderne sammen med Jess Ingerslev, Tom McEwan og Lykke Nielsen. Har haft et stort engagement i underholdning for børn, og er bl.a. kendt for sin medvirken i adskillige julekalendere og har lagt stemme til et utal af tegnefilmfigurer.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Jesper Kleins karriere starter med nærmest eksplosionsagtig kraft i slutningen af 1960'erne. I 1966 er han ganske ukendt - i 1969, 25 år gammel, er han kendt radio- og tv-vært, succesfuld teatermand og Bodilbelønnet filmskuespiller. Han er komiker, karaktérskuespiller, musiker, forfatter - og alsidigheden har afspejlet sig i en omfattende og varieret filmkarriere.

Hans første filmoptræden er ganske kort og ordløs - i Gabriel Axels pornodebatterende "Det kære legetøj" (1968) spiller han en ung fyr, som falder ned fra et træ i sin iver for at belure et elskende par. Men allerede i sin næste film får han sit afgørende gennembrud. I Lene og Sven Grønlykkes "Balladen om Carl-Henning" (1969) forlener han titlens enfoldige teenager med en melankolsk poesi, som er med til at gøre Carl-Henning til en af dansk films udødelige figurer. Mange var overraskede over at se den unge Klein, der på det tidspunkt var kendt som crazykomiker, i en så alvorlig rolle. Selv påstod han, at han ikke havde det fjerneste til fælles med Carl-Henning, og at han bare spillede rollen uden at tænke dybere over den. Og der skulle da også gå 14 år, før han igen fik en filmrolle af samme dramatiske karat.

I 1969 kommer også "Kameldamen", som er en affotografering af hans og Jytte Abildstrøms revy-succes fra samme år, men i 1970'erne møder vi ham mest i komiske biroller - ung cowboy i "Præriens skrappe drenge" (1970); bureaukrat i den satiriske "Familien Gyldenkål vinder valget" (1977); brysk politibetjent i åbningsscenen i "Rend mig i traditionerne" (1979).

Et par roller i 1970'erne skiller sig dog ud. Først og fremmest hans småsuttede tumpe i "Blind makker" (1976), der sammen med Claus Nissens blinde ven forsøger sig som afslører af kapitalistisk boligspekulation. Her er han på én gang komisk, små-irriterende og alligevel mærkeligt afvæbnende. Det er iøvrigt en af de få film, Klein selv har fremhævet: "Det er en rigtig, rigtig god film, bedre end sit rygte" (Levende Billeder 1996).

Han er også i sit rette element som den generte logerende hos Preben Kaas' flagrende transvestit i "Lille spejl" (1978), hvor han indgår perfekt i den excentriske folkekomedies ensemblespil. Lidt komisk overspillet er han til gengæld i Henning Carlsens "Hør, var der ikke en, som lo?" (1978), hvor han har en enkelt scene som 'Filipensmennesket', en studie i frastødende glathed.

Fra midten af 1970'erne får han stor succes som frontmand i Klyderne, og deres Monty Python-inspirerede komik bliver foreviget i sketchfilmen "Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage" (1980), der kun lykkes meget sporadisk. Ud over at spille med står Jesper Klein også for både manuskript og instruktion. I 1982 laver Lene og Sven Grønlykke med "Thorvald og Linda" film nummer to efter "Balladen om Carl-Henning" - og Klein medvirker i en mindre rolle som lettere debil møllersvend.

Med "Skønheden og udyret" (1983) når han endnu et højdepunkt i rollen som faderen, der er så overbeskyttende over for sin seksuelt modnende teenagedatter, at det incestuøse løber som en understrøm gennem hele filmen. Klein (og instruktøren Nils Malmros) gør faderen til en blanding af mini-tyran og besat ophav, på tragikomisk vildspor i datterens hastigt ekspanderende verden. En præstation, der i høj grad skatter til Kleins tilforladelige udstråling og evne til at antyde skarphed bag den venlige mine.

Han holder derpå en længere filmpause - samarbejdet med Malmros havde givet gnidninger, da instruktøren krævede Kleins replikker afleveret, som han selv sagde dem. Men i 1990 dukker han igen op i titelrollen i fremtidsfilmen "Manden der ville være skyldig" (1990), hvor Klein lades i stikken med en tragisk rolle, som han bærer som et sæt tøj, der passer ham rigtigt dårligt.

I børnefilmen "Snøvsen" (1992) er han veloplagt som den hyggeligt distræte Onkel Otto. Nu tilhører han klart den ældre generation og får en glimrende realistisk rolle som en excentrisk sagfører i Thomas Vinterbergs tv-film "Slaget på tasken" (1993), hvor han har netop den ungdommeligt barnlige gnist, der sandsynliggør mandens udflippen og gør ham til en komisk og rørende kompagnon for filmens unge hovedpersoner. Præcis er han også som pragmatisk læge i far-mor-og-barn-komedien "Baby Doom" (1998).

Efter at have været fuld vagtmand i "Olsen-bandens sidste stik" (1998), gentager han i julekalenderfilmen "Pyrus på pletten" (2000) sin populære tv-rolle som den gamle arkivar Bertramsen. Men forhåbentlig har vi ikke set det sidste til Klein i den realistiske sammenhæng, hvor han har opnået sine bedste filmresultater. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]