John Hahn-Petersen

Skuespiller. Født 4/11 1930, død 4/1 2006.

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1954-56, efter at have arbejdet i ØK i tre år. Ansat på Aarhus Teater 1960-65. Medstifter af Svalegangen i Århus (sammen med Preben Harris). Har spillet et mangfoldigt udvalg af roller, men har haft et særligt talent for og engagement i 'det absurde teater' (Ionesco, Beckett, Pinter, Dario Fo og Alfred Jarry).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han har først og fremmest to fremragende præstationer i tv-serier at takke for sin popularitet - Stein i "Matador" (1978-81) og taxa-formanden Verner Boye-Larsen i "Taxa" (1997-99). Men han har spillet et kæmperepertoire på teatret (og tidligere også på tv-teatret) og vundet stor respekt for alsidighed og kunnen.

Hans distinkte, nasale diktion og hele aura af kontrol befordrer ikke umiddelbart den spontaneitet, der gør sig på film, men Erik Balling vender denne begrænsning til en fordel i "Matador", hvor Hahn-Petersen som den jødiske bankassistent Stein får gjort det pertentligt pligtopfyldende og selvudslettende til sympatiske karaktertræk ved typen: den i ét og alt loyale og autoritetstro medarbejder.

Han giver pedanten sjæl, og noget modnet og fint trænger igennem hans manér. På samme måde udsletter hans Verner i "Taxa" de gamle begrænsninger og viser ham robust og klædeligt livsmærket. Et afrundet portræt, der rækker fra det joviale over det aggressive til det ægte dæmoniske og viser figurens modning fra knudemand med seriøse alkoholproblemer til et mere afklaret, harmonisk menneske med nyt livsenergi.

I billedmedierne kneb det i starten for ham at trænge igennem på grund af en mangel på overfladecharme - "køn er jeg ikke", måtte han tidligt erkende. Kritikeren Jens Kistrup talte om "det venligt forkommende ydre med de lidt våde øjne og næsen, som leder tanken hen på en yngre ørn, der har fået en over næbbet". Og det stænk af galskab, der på scenen kunne bøde på hans lidt tørre almindelighed, slog ikke igennem på film, hvor han lagde ud med banale roller og ofte spillede dem noget udvendigt og gemytløst.

Han har strejf af komisk betuttet naivitet som en af de tre jagtkammerater i den anstrengte komediefarce "Dyden går amok" (1966), hans eneste hovedrolle på film. Hans mindre roller er især korrekte personer af en vis status - ingeniør ("Thorvald og Linda"), ministersekretær ("Oviri" ), betjent ("Barndommens gade" ), læge ("Sort høst"), præst ("Nonnebørn"). En undtagelse er præstationen som Buster Larsens krematoriekollega i thrilleren "Det parallelle lig" (1982). Langt bedre roller får han på tv, f. eks. en hovedrolle som den arbejdsløse fisker Anton Humble i "Vores år" (1980), Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs 1970'er-signalement i fire afsnit. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]