Karen-Lise Mynster

Skuespiller. Født 7/5 1952. Har siden begyndelsen af 80'erne dannet par med skuespiller Søren Spanning.

Uddannet på Statens Teaterskole 1972-75. Omfattende og meget alsidig teaterkarriere med engagementer på skiftende scener og et hav af store roller, bl.a. titelrollerne i "Hedda Gabler" i 1994 og i "Maria Stuart" 1998, men også medvirken i revyer og politiske cabaret'er.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Det sunde og reelle snarere end karismatisk interessante ved hendes fremtoning har begrænset rollefaget for en skuespiller, der på teatret har vist større alsidighed end på lærredet.

Hun har været bedst, når hun kan spille på sin lidt jordbundne og solide, men alligevel følelsesfulde hverdagstype - som i "Der er et yndigt land" (1983), hvor hun giver den selverhvervende moderne gårdmandshustru sympati og vægt. Her er der både uforbeholden emotionel styrke og realistisk bund i hendes ligefremme figur.

Efter en minirolle som sygehjælper i "Skytten" (1977) markerer hun sig som bankdirektør Varnæs' hemmelige og eftergivende elskerinde Ulla Jakobsen i tv-serien "Matador" (1978-81) - ikke nogen typisk rolle for den kønsrollebevidste, moderne skuespillerinde. Hun spiller den mere på solid professionalisme end på stærk udstråling. Hun er - svagt instrureret - desperat barnløs ægteviv i den prosaiske problemfilm "Verden er fuld af børn" (1980), og hun spiller tillidskvinde og skilsmissemor i tredje afsnit af den feministiske tv-serie "Krigsdøtre" (1981) - det er begge hovedroller.

Hun er lægen Dick Kaysøs kone i den spage Panduro-filmatisering "Den ubetænksomme elsker" (1982) og får endelig en god instruktør med "Der er et yndigt land" (1983), hvor Morten Arnfred lokker smukke nye toner ud af hende. Hendes type står bedst til det moderne hverdags-Danmark, hvilket bevises både i kostumedramaet "Peter von Scholten" (1987), hvor hun nøjes med at smile usikkert sjælfuldt som titelpersonen Ole Ernsts danske hustru, og i Kjell Gredes overspændte Skagensfilm "Hip Hip Hurra!" (1987), hvor hun har endnu en udpræget 'hustrurolle' som vedhæng til maleren Viggo Johansen. Mere selvstændighed er der i hendes fiskeri-arbejderske i Jonas Cornells noget melodramatiske Klaus Rifbjerg-filmatisering "Falsk forår" (1988) for DR.

Samtidig begyndte hun at påtage sig moderroller i børne- og ungdomsfilm, kulminerende i "Krummerne" (1991), hvor hendes fornemmelse for jævn dansk hverdag slår igennem på en lidet inciterende måde. Sin sidste hovedrolle har hun foreløbig haft i Liv Ullmanns århundredeskiftedrama "Sofie" (1992), hvor hun spiller en ung jødisk kvinde stækket af sit miljø. En dygtig præstation skæmmet af instruktørens hang til det klæbrigt sjælfulde.

I "To mand i en sofa" (1994) illuderer hun godt i en - desværre overfladisk skrevet - rolle som fin dame ude på noget frækt, og hun er forventet sympatisk som den stressede tilsynsførende med de udviklingshæmmede i Vibeke Gads tv-film "Tusindfryd" (1998) efter Martha Christensens roman. Og hun leverer i samspil med Søren Pilmark et stærkt forsvar for klichérollen som den forsømte militær-hustru i Ole Roos' tv-film "Majoren" (1998).

Men sin klart bedste præstation i 1990'erne yder hun som Fanø-restauratøren Karen i Peter Schønau Fogs afgangsfilm på Filmskolen 1999, "Lille Mænsk". Her gennemspiller hun med intensitet konflikten mellem accept og afvisning af sin udstødte søn.

At hun efterhånden også har perfekt styr på det stilfuldt damede viser hun i en lille rolle som aftenskoleelev i italiensk i Dogme-komedien "Italiensk for begyndere" (2000), hvor hun skitserer sin søde hatte-lady med diskret charme og præcision. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Michael Moritzen: Respekt: Elleve samtaler om at være skuespiller (2011).