Kim Bodnia

Skuespiller. Født 12/4 1965.

Uddannet på Statens Teaterskole 1987-91.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han kom ind i dansk film på et tidspunkt, da pænheden var kvælende, og Ole Lemmekes individua-lisme var det eneste bud på ung mandlig heltestatus.

I "Nattevagten" (1994) fik man den første filmiske 1990'er-skildring af generationen på vej til de 30, og Bodnia slår stærkt igennem som den uberegnelige studerende Jens, der leger med ondskab og grænseløs lysttilfredsstillelse.

Bodnia har en pirrende uigennemskuelighed, blandet med et stænk af smerte - i en kombination, man kender bedre fra Robert De Niros og Al Pacinos præstationer end fra dansk film.

Og i "Pusher" (1996) fængsler han - som tough narkohandler i knibe - ved at fastholde noget gådefuldt og selvtilstrækkeligt i en rolle, hvor macho-attituden ubarmhjertigt tyndslides, mens han kæmper med de indre dæmoner. De emotionelle kontaktpunkter forbliver fatalt indkapslede, og usentimentalt viser han den følelsesforskansede enegængers dødsrute mod nulpunktet.

Han debuterer ganske kort som udsmider i "En afgrund af frihed" (1989) og fik sin første større rolle som bankrøveren Samson, der tager den stilfærdige bankfunktionær Ulla Henningsen som gidsel i norske Maria Sødahls talentfulde afgangsfilm fra Filmskolen, "Bulldozer" (1993). Da han vil skille sig af med gidslet, nægter hun at forlade ham.

Hans enøjede hævner i Jesper W. Nielsens historiske drama "Den sidste viking" (1996) er effektfuld, og i "Bleeder" (1999) viderefører han - med samme instruktør som i "Pusher", Nicolas Winding Refn - sin desperadofigur herfra, men nu uden at blive bakket op af en farverig miljøskildring. Med rudimentære replikker skal Bodnia bygge figuren op indefra som en tikkende desperationsbombe, og det gør han med betydelig intensitet.

Derimod ligger den sorte komedie som den barske chefgangster Harald i "I Kina spiser de hunde" (1999) mindre naturligt for ham - han spiller figuren så straight, at han bliver mere ubehageligt afstumpet end grusomt morsom.

Bodnia er blevet stjerne på ret få præstationer, og hans register har hidtil været temmelig begrænset - især når man sammenligner ham med andre af 1990'ernes fremtrædende filmnavne som Thomas Bo Larsen, Ulrich Thomsen, Peter Gantzler og Anders W. Berthelsen, der alle har vist flere farver på paletten.

Men på sit snævre felt - den pansrede mand i krise, vaklende på kanten af det psykopatiske - har Bodnia sat sig stærkt igennem med sin helt egen, udanske karisma. Han kan virke lige farlig og uforudsigelig, hvad enten han eksploderer og forholder sig i ro. Og det er ikke noget ringe talent at have i hyggens land Danmark. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]