Lars Knutzon

Skuespiller, instruktør. Født 1/10 1941. Søn af teaterinstruktør Per Knutzon (1897-1948) og kabaret- og visesanger Lulu Ziegler (1903-73). Far til dramatikeren Line Knutzon.

Uddannet på Odense Teaters elevskole 1965-67. Omfattende scenekarriere med engagementer på skiftende teatre og en del revyoptræden. 1993-95 direktør for ABC-Teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han begyndte på toppen. Hans første filminstruktør var Carl Th. Dreyer, der valgte ham til at fremstille den student, der holder hyldest-tale til Ebbe Rodes forfatter i "Gertrud" (1964). En lille, men ikke helt negligérbar rolle, som han løser kompetent.

Siden har hans filmroller været spredt lidt tyndt ud over knap fire årtier, samtidig med, at han har udfoldet megen aktivitet på teatret, både som skuespiller, instruktør og en kort fatal periode som teaterdirektør. Hans rollefag på scenen har haft overvægt mod det komiske, muntre og satiriske, mens hans styrke på film og tv modsat har ligget i det realistiske og seriøse.

Selv om han hverken har umiddelbar statur til elskerfigurer eller indlysende udstråling som åndsmenneske, kan han være overbevisende i begge roller. Det ligger i den fasthed, friskhed og indre styrke, han kan projicere - også når han spiller svage figurer. Han har en replik, der kan hugge sig igennem vaghed, og samtidig en klar fornemmelse for billedmediets krav til koncis spillestil.

Efter småroller får han hovedrollen i dramaet "Hjerter er trumf" (1976) som hjertepatienten, der oplever identitetsopløsning, da han får indopereret et nyt hjerte. Her viser han først og fremmest soberhed i en svær rolle. Det samme gør han ikke i farcen "Kurt og Valde" (1983) som en tredjerangs, omrejsende skuespiller (i selskab med Arne Hansen) - hans bastante komik mangler charme. Den har han til gengæld som galleri-ejeren Hanne Uldals frigjorte elsker i Morten Henriksens tv-film "Gurli" (1984).

Han er - ikke særligt mindeværdigt - jævn Vestkyst-fisker i Linda Wendels "Lykken er en underlig fisk" (1989) og med mere tæft kynikeren Kjeldsen i tv-serien "Landsbyen" (1991). Derpå kommer en af hans bedste roller: forfatteren og arkitekten Poul Henningsen i tv-serien "Kald mig Liva" (1992) med Ulla Henningsen. En svær opgave i betragtning af forgudelsen af PH. Men han spiller med en suveræn frækhed og lynende skarphed og illuderer perfekt både som Livas betænksomme ven og som åndelig gadedreng i datidens teatermiljø.

Præstationen førte mest til roller i farcer og børnefilm, indtil han igen kan trække på sit format og sin autoritet i birollen som redaktøren i "Kun en pige" (1994). Anden halvdel af 1990'erne har kun budt på små roller, bortset fra den godgørende rigmand Bentzon i tv-serien "Taxa" (1997-99), der under alkoholafvænning bliver gode venner med John Hahn-Petersens Verner og gør langstrakt kur til Margrthe Koytus Lizzie. Lidt af en ønsketænkt folkekomediefigur, men forsvaret med Knutzons skæve smil - og især charmerende i samspillet med Koytu. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Michael Moritzen: Respekt: Elleve samtaler om at være skuespiller (2011).