Lars Mikkelsen

Skuespiller. Født 6/5 1964 - kalder sig af og til L. Dittmann Mikkelsen. Storebror til skuespiller Mads Mikkelsen.

Uddannet på Statens Teaterskole 1991-95, efter at have rejst rundt med en gøglertrup i tre år.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han har så megen udstråling at rutte med, at det næsten kan blive for meget. Det lange, magre ansigt, det lidt sære, intense blik og den slanke, elegante skikkelse kan give ham noget slangeagtigt, der straks fascinerer og som også kan rumme en romantisk tiltrækning. Fra starten er han 'bigger than life', og det kan være en fare for illusionsvirkningen, når en skuespiller først og fremmest ligner - en skuespiller.

Det markante ydre har flere gange placeret ham i taber-roller, hvor han sættes til at gøre sølle eksistenser interessante. Mest iøjnefaldende i tv-serien "Edderkoppen" (2000) som den karaktersvage desperado Ole, der efter en fortid som nazi-sympatisør ender i gangsterklør, da han vil skabe en jazz-natklub i efterkrigstidens København. En præstation, der ikke helt holder sig fri af seriens overgearede udvendighed og figurens noget postulerede præg.

Blandt de novelle- og tv-film, hvor han også har haft taber-rollen, er Lotte Svendsens "Royal Blues" (1997) klart den bedste. Her er han komisk aggressiv og forurettet som heltindens fængslede kæreste.

Men han har også et indlysende og sikkert i længden mere bærekraftigt talent for at spille stærke, gådefulde eller endog dæmoniske mænd.

I hans to bedste film hidtil, Anders Refns novellefilm "Seth" (1999) og Ole Christian Madsens Dogmefilm "En kærlighedshistorie" (2001), udnyttes hans skarpskårne film-ydre for alvor. Mens hans psykopat i spillefilmen "Under overfladen" (1999) endte i sørgeligt overspil, brænder hans beslægtede aggressive titelfigur i "Seth" med en indre flamme, der virkelig svider. Uden at spille med en eneste overflødig muskel har han her den fornødne autoritet og fascinationskraft som den gådefulde tilrejsende, der både får en katalyserende og destruktiv indvirkning på en lille gruppe provinsbyboere.

I "En kærlighedshistorie" har han den svære rolle som den maniodepressive hustru Kiras (Stine Stengades) følelseshæmmede struggler-ægtemand - en figur, som han tilfører fin tvetydighed, når han blander det velmenende med et anstrøg af farlighed. Og han uddyber gradvis karakteren, så åbenheden kommer på bølgelængde med hustruens hudløshed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]