Lene Brøndum

Skuespiller. Født 26/6 1947.

Uddannet på Statens Teaterskole 1972.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Forført, forsmået og forladt - det har ofte været den skæbne, der overgår Lene Brøndums jævne hverdagspiger. Med sine store grågrønne øjne, barnlige træk, kleine statur og sin impulsive replik giver hun ofte sine figurer et skær af det tragikomiske eller det grotesk naive. Sjov kan hun være og også glimtvis rørende.

Men det er påfaldende, at da hun endelig fik en rolle, der overhovedet ikke spiller på det klovneagtige - som den lykkeligt gifte og gravide Tenna, der i "Vinterbørn" (1978) får et vanskabt barn - står hun for filmens mest følelsesintense præstation.

Hun har også den særstilling at være den eneste kvinde, der ud over Yvonne har tiltvunget sig en betydningsfuld rolle i Olsen-bandens snævre kreds - som Børges landlige, naive kæreste Fie, der er gravid og derfor udløser et hastebryllup. Graviditeten er også afgørende i hendes næste to roller i "Vinterbørn" og tv-serien "Matador" (1978-81). I sidstnævnte er det frisøren Agneta, der gøres gravid af Espen Hagens Arnold, førstemand i Skjerns Magasin.

Hun er Solbjørg Højfeldts sørgmodige veninde i "Slingrevalsen" (1981), og i Edward Flemings farceforenklede Panduro-filmatisering "De uanstændige" (1983) lægger hun som stuepige krop til heltens seksuelle indvielse. Men en langt bedre erotisk rolle får hun i Anders Refns Gustav Wied-film "Sort høst" (1993), hvor hun med lutter antydninger giver sin Ane Kokkepige varme og gnist. En rolle, der fortjent blev Bodil-nomineret.

Blandt hendes senere roller er moderen i børnefilm "Viktor og Viktoria" (1993) og Vera Hansen i tv-serien "Landsbyen" (1991). Hun er meget intens og rørende som 'husmoderen' i kollektivet af udviklingshæmmede i Vibeke Gads tv-film "Tusindfryd" (1998) efter Martha Christensen. Herfra er der et trin ned til hendes mest bizarre rolle i Morten Korch-forvanskningen "Fruen på Hamre" (2000), hvor hun spiller en mand - en fanatisk præst. Om komikken er frivillig eller ufrivillig kan være svært at afgøre.

For sin eneste større rolle fik hun den eftertragtede svenske Guldbille-pris som året bedste skuespillerinde. Hendes figur Lille er fortælleren i Kjell Gredes drama om maleren Krøyer og hans Skagens-klike, "Hip Hip Hurra" (1987), og det er da også en intenst lidenskabelig præstation, som dog går lidt for godt i harmoni med filmens skingert overspændte tonefald. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]