Lone Hertz

Skuespiller. Født 23/4 1939. Mor til skuespiller Steen Stig Lommer (f. 1960), som hun fik med teaterdirektør Stig Lommer. 1962-75 var hun gift med skuespiller Axel Strøbye med hvem hun fik to børn. Storesøster til skuespiller Helle Hertz.

Begyndte karrieren som 'Lommer-pige' på ABC-Teatret, hvor hun var ansat i perioden 1956-61. Videreuddannede sig på Privatteatrenes elevskole 1960-61. Omfattende scenekarriere med store roller og engagementer på en lang række teatre, bl.a. ved Aveny-teatret 1961-65 og Det kgl. Teater 1968-73.

Har ved siden af den kunstneriske karriere været direktør for Bristol Teatret 1980-82, Aveny Teatret 1982-84 (begge steder sammen med Malene Schwartz) og rektor for Statens Teaterskole 1984-90. I de senere år har hun turneret med foredrag om bl.a. livskvalitet og tro og har engageret sig i humanitære projekter.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Lone Hertz startede sin filmkarriere som rundkindet barneskuespiller, og det lille- og ung-pigede har også været noget nær hendes varemærke i de fleste af hendes film som voksen. Selv efter at hun i 1960'erne blev anerkendt som et stort dramatisk talent såvel på scenen som i enkelte film, fik hun fortsat overvejende roller som pigen med smilehuller, hvepsetalje og et fnis konstant på spring under overfladen.

Hun er 11 år gammel, da hun spiller et af Berthe Qvistgaards børn i "Hold fingrene fra mor" og fortsættelsen "Vores fjerde far" (begge 1951) - og hun agerer med en forbilledlig naturlig snusfornuft, som er med til at give de to film (der i stemning foregriber "Far til fire" (1953)) en elegant lethed. Og i 1952 har hun endnu en barnerolle som københavnsk pige på bondegårdsferie i "Ta' Pelle med".

Efter en pause på fem år er hun en vrængende, fræk, tyggegummignaskende teenager i det moraliserende ungdomsdrama "Bundfald" (1958). Som én af det slæng af københavnske rødder, der fører Ib Mossin ud på kriminalitetens skråplan, har hun få replikker, men til gengæld masser af rebelsk attitude. En præcis, professionel præstation. Mere genkendelig er hun som Vivi Baks frække, lystigt rapmundede lillesøster i "Pigen i søgelyset" (1959), en tidstypisk moraliseren over reklame- og medieverdenens korruption. Også et særdeles sikkert tegnet portræt.

På flere måder fungerer disse tidlige præstationer bedre end de fleste af hendes senere, hvor hun er mere kunstig end kær. Det skrappe klæder hendes filmtalent langt bedre end det indsmigrende.

I den skamløst ugebladsromantiske - og set med de briller ganske vellykkede - "Landsbylægen" (1961) spiller hun den unge pige, der trods landsbylægen Ebbe Langbergs formaninger får en hemmelig abort.

Efter nogle småroller - bl. a. som Ove Sprogøes forestående brud i "Sømænd og svigermødre" (1962) og Axel Strøbyes kæreste i "Bussen" (1963) - får hun sin hidtil største rolle i den underholdende operettefilm "Frøken Nitouche" (1963). Som kloster-eleven, der med Dirch Passers hjælp får lov til at synge på teateret, er hendes fnisende koketteri i høj grad en smagssag, men humøret er højt, yndig ser hun ud, og filmen er en af hendes mest elskede. Sangstemmen leverer hun dog ikke selv - den tilhører Katy Bødtger.

Med Herman Bang-filmatiseringen "Tine" (1964) trænger hun for første gang igennem på lærredet i det seriøse rollefag. Filmen - om en ung pige der forelsker sig i en dansk soldat under krigen i 1864 - er tung og dyster, men Lone Hertz illuderer og rammer smerten i sin figur.

I Astrid Henning-Jensens "Utro" (1966) bliver hendes begrænsning som filmskuespillerinde - manglen på spontanitet - derimod et handicap, fordi hun netop skal betage Ebbe Rodes langt ældre mand med sin unge moderne umiddelbarhed.

Hun spiller en hovedrolle i den overvejende svenske "Dr. Glas" (1968), og ind imellem disse to sværvægtere viser hun mere krukkeri end charme i folkekomedier som "Landmandsliv" (1965) og "Tre mand frem for en trold" (1967). Hun er selvspejlende kvinde mellem to mænd (Axel Strøbye og Sven-Bertil Taube) i Astrid Henning-Jensens "Mig og dig" (1969), et flop, og derfra går turen til folkekomedien med den tyndbenede "Nøglen til Paradis" (1970) og den blødt erotiske "Takt og tone i himmelsengen" (1972). Sidstnævnte er ikke hendes genre.

Hun har en lille rolle som overspillet tyskerpige i Edward Flemings besættelsesfilm "Den korte sommer" (1976). Hvorefter hun får stor anerkendelse for sin dokumentarfilm om sin handicappede søn, "Tomas - et barn du ikke kan nå" (1980). Filmen indbragte hende en tredje Bodil - denne gang som instruktør.

Siden har hun kun medvirket i to film. Hun ser ud til at befinde sig skidt i den romantiske komedie "Når engle elsker" (1985), forståeligt nok i betragtning af det tynde materiale. Og som mor til en besværlig teenagepige i "Bella, min Bella" (1996) kan hun ikke stille meget op mod filmens ufrivilligt komiske forlorenhed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]