Preben Neergaard

Skuespiller. Født 2/5 1920 (P. de Neergaard), død 22/7 1990 - 70 år gammel. Gift flere gange, bla. med skuespiller Birgitte Reimer (f. 1926).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1941-43 med ansættelse ved nationalscenen indtil 1947 og igen 1952-56. Neergaard fik en omfattende scenekarriere, der udspillede sig både ved hovedstadsteatrene og på et bredt udvalg af scener i provinsen. Han spillede fortrinsvist hovedroller, men lagde sig ikke fast på bestemte genrer eller rolletyper. Han spillede alt. Det samme gjorde sig gældende for hans virke som iscenesætter: fra "Cancan" på Ny Scala (1957) over Shakespeares "Stormen" på Det kgl. Teater (1972) til en lang række cirkusrevyer.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han var både som skuespiller og instruktør lidt af en renaissanceskikkelse i dansk teater - bajads og ballademager, rastløs oprører og fantasifuld grænseoverskrider. Glimtvis ser man dette format på film, ikke mindst i den forbløffende alsidighed.

Han skabte sig straks popularitet som den slang-snakkende svajer i Marguerite Viby-filmen "Teatertosset" (1944), en præstation, der nu virker som en slem gang udvendig teater-folkelighed. Men hvor charmerende munter og ungdommeligt letbenet han kunne være i gavflabe-rollen, viser han med en bedre instruktør (Johan Jacobsen) i "Far betaler" (1946) - her er han familiens letsindige, rapmundede søn. Samme år mestrer han lige så overbevisende det stik modsatte rollefag som den hæmmede, gudsfrygtige gårdmandssøn i "Ditte Menneskebarn".

Hans evne til at projicere glat upålidelighed bruges mest i skurkefaget - som den infame stikker Prikken i "De røde Enge" (1945), sjoveren i "Diskret Ophold" (1946) og den gemene tyveknægt i "De pokkers Unger" (1947). Og i "Kriminalsagen Tove Andersen" (1953) er han til overmål en 'skidt fyr' og arg forfører, der skilter skamløst med sine stærkt ureelle hensigter.

Det er alle biroller, men han har en hovedrolle som Ebbe Rodes dameglade, men trofaste forbryderpartner i Astrid og Bjarne Henning-Jensens bedste film "Kristinus Bergman" (1948), hvor han illuderer glimrende som miljøskadet, men på bunden redelig bankrøver - dog lidt i skyggen af Rode, der yder sin stærkeste tidlige præstation i titelrollen.

Op gennem 1950'erne spiller han mest på rutinen, men efterhånden skifter han type og kan nu også bestride mere macho-prægede roller. Han viser autoritet, da han (den forhenværende stikker-fremstiller!) spiller en benhård, højt placeret modstandsmand i "Den sidste vinter" (1960). At han ikke helt havde aflagt det flabede og farlige, viser han i Palle Kjærulff-Schmidts tv-udgave af Harold Pinters "Kollektionen" (1962). Derefter er han morsom som overlæge i "Fem mand og Rosa" (1965) og viser glimt af format som den mandige elsker i undertrøje, Sjalof Hansen, i Henning Carlsens "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet" (1967).

I en anden af tidens ambitiøse film, Jens Ravns kuldslåede science fictionhistorie "Manden der tænkte ting" (1969), er han lægen, der fortrænges af sin dobbeltgænger, hans første centrale hovedrolle. Begge versioner gør han til en tør figur uden følsomhed og vitalitet, sobert og kedeligt.

Også i tv-samarbejdet med Palle Kjærulff-Schmidt - tidens toneangivende instruktør ved siden af Henning Carlsen - dæmper han sig voldsomt ned, men finder i Leif Panduros dramatik ind til den sårbarhed, der stadig ligger under hans nu modne, markerede træk og autoritative væsen. Som den fra alle sider udsatte og belejrede forsikringsdirektør i "I Adams verden" (1973) høvler han sit udtryk ned til det essentielle og rammer ind i kernen af den højborgerlige mands uro og angst. Han ses også i samme spillestil i mindre Panduro-roller f. eks. i "Bella" (1970), hvor han er Bodil Kjers aggressive, afviste elsker, i "Rundt om Selma" (1971) og i "Louises hus" (1977) - i de to sidste igen i Palle Kjærulff-Schmidts iscenesættelse. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]