enda
Person

Vibeke Windeløv

(1950 – )

Producer, producent. Født 22. december 1950. Tidligere gift med kunstneren Per Kirkeby.


Efter endt studentereksamen rejste Vibeke Windeløv i perioden 1969-1971 til Princeton i USA. I første omgang som au pair, men efterfølgende påbegyndte hun psykologistudier på universitetet. Hun var godt i gang med 2. del af psykologistudiet i Danmark, da hun blev hyret som scripter til "Normannerne" (Poul Gernes/Per Kirkeby, 1976). Filmen blev instrueret af hendes daværende kæreste Per Kirkeby, og hurtigt blev alle opmærksomme på hendes store talent for at organisere, da hun fik til opgave at finde flere hundrede statister til filmen. Efter det første møde med filmbranchen var hun solgt og færdiggjorde ikke sit universitetsstudium.


Umiddelbart efter begyndte hun af arbejde som produktionsleder på både spillefilm og dokumentarfilm. Blandt andet på to stjernetegnsfilm, på "Matador" og på flere af Jørgen Leths film. I 1980'erne fik hun to sønner og i forbindelse med begge barselsorlover, tog hun 1. og 2. del af en HD-uddannelse i organisation og management.


I 1992 blev hun kaldt til det nystartede Zentropa for at skaffe finansiering til Susanne Biers første danske spillefilm "Det bli'r i familien". Vibeke Windeløv forblev tilknyttet Zentropa indtil 2005 og blev kendt som Lars von Triers faste producer. Hendes næste store opgave blev således at finansiere og producere "Breaking the waves" (1996). Det var den første danske film med et budget på over 40 mio. kr., og det krævede en massiv arbejdsindsats og stor rejseaktivitet at skaffe finansiering fra 28 investorer til en endnu ung og forholdsvis ukendt instruktør fra Danmark. Windeløv betragter selv filmen som hendes svendestykke. Blandt mange andre priser vandt filmen Den gyldne palme på Filmfestivalen i Cannes.


I årene efter var der dogmefilm på programmet og Vibeke Windeløv deltog aktivt som producer på "Idioterne" (Lars von Trier, 1998) og "The King is Alive" (Kristian Levring, 2000). Hendes mesterstykke som producer kom samme år med Lars von Triers "Dancer in the Dark". Med et budget på 100 mio. kr. og en temperamentsfuld hovedrolleindehaver (den islandske sangerinde Björk), der flere gange forlod optagelserne, var det noget af et kunststykke ud i organisation og psykologi at få filmen færdiggjort. Om sin arbejdsform har hun udtalt: "Jeg har vel en form for vanvittig energi, og hvis der er noget, jeg skal opnå, så giver jeg ikke op. (...) Jeg er handlekraftig grænsende til det ulidelige" (Politiken 27/9 1998).


Efter at have forladt Zentropa i 2005 fortsatte Windeløw sit virke som freelance producer i filmbranchen og producerede blandt andet "Æblet og ormen" (Anders Morgenthaler, 2009), "Mammoth" (Lukas Moodysson, 2009) og "Den skaldede frisør" (Susanne Bier, 2012), de sidste to film for Zentropa.


I 2011 stiftede hun sit eget produktionsselskab, Windeløv og Lassen Interactive APS sammen med den filmskoleuddannede Stinna Lassen. Deres første produktion "Cloud Chamber" (Christian Fonnesbech, 2013) er en nyskabende blanding mellem film, computerspil og sociale medier.


Vibeke Windeløv regnes for en af Danmarks betydeligste producere. Hun er i besiddelse af et stort organisatorisk talent og er en fremragende networker med kontakter i det meste af verden. Om sin egen rolle har hun udtalt: "Det jeg kan som producer er at skabe en god stemning omkring en filmproduktion, og det tror jeg er vigtigt for, hvad der kommer ud i sidste ende. Desuden arbejder jeg meget grundigt med mine budgetter" (Jyllandsposten 9/11 1997).


Vibeke Windeløv har siddet i utallige bestyrelser og fået tildelt mange priser. For eksempel har hun modtaget er Æresbodil i 2001 samt den franske orden Chevalier de L'ordre des Arts et des Lettres. Hun har siddet i bestyrelsen for E:F:A: (European Film Academy) 1998-2003 og i bestyrelserne for produktionsselskaberne Copenhagen Bombay og Fridthjof Film, samt været jurymedlem på filmfestivalen i Venedig.

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Vildheks 2018 Executive producer DK/Spillefilm
Christian IV - Den sidste rejse 2018 Executive producer DK/Spillefilm
Charmøren 2018 Executive producer DK/Spillefilm
Bjerget 2015 Co-producer U/Spillefilm
Mini 2014 Executive producer DK/Kort fiktion
Miniyamba 2013 Producer, Executive producer DK/Kort fiktion
Cloud Chamber 2013 Producer Interaktive projekter
Den skaldede frisør 2012 Producer DK/Spillefilm
Mercy Mercy - Adoptionens pris 2012 Producer DK/Dokumentarfilm
Kidnappet 2010 Konsul, Producer DK/Spillefilm
Æblet & Ormen 2009 Executive producer DK/Spillefilm
Mammut 2009 Executive producer U/Spillefilm
Gud, lugt og hende 2008 Producer U/Spillefilm
Roskilde 2008 Executive producer DK/Dokumentarfilm
Direktøren for det hele 2006 Producer DK/Spillefilm
Tilbageblik på 'The King Is Alive' 2005 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Det danske dogmeri 2005 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Manderlay 2005 Produktion DK/Spillefilm
Klovn 2005 Vibeke Windeløv Tv-serie
Dear Wendy 2005 Associate producer DK/Spillefilm
Dogville 2003 Producer DK/Spillefilm
Dogville Confessions 2003 Executive producer DK/Dokumentarfilm
De fem benspænd 2003 Executive producer DK/Dokumentarfilm
Elsker dig for evigt 2002 Produktion DK/Spillefilm
Helgoland 2001 Producer DK/Dokumentarfilm
The King Is Alive 2000 Produktion DK/Spillefilm
Dancer in the Dark 2000 Producer DK/Spillefilm
Sisters in the Sky - en Roadmovie fra luften 1999 Executive producer Tv-dokumentar
Im Laboratorium des Doktor von Trier: Zurück zur Magie des Kinos 1998 Medvirkende Tv-dokumentar
If I Give You My Humbleness, Don't Take Away My Pride 1998 Producer DK/Kort fiktion
Idioterne 1998 Producer DK/Spillefilm
Sekten 1997 Executive producer DK/Spillefilm
Breaking the Waves 1996 Producer DK/Spillefilm
Det bli'r i familien 1993 Producer DK/Spillefilm
Traberg 1992 Produktionsleder (præproduktion) DK/Spillefilm
Dansk litteratur 1989 Producer DK/Dokumentarfilm
Notater om kærligheden 1989 Producer DK/Eksperimentalfilm
Christian 1989 Produktionsleder DK/Spillefilm
Den røde skov - filmisk orakel i 9 billeder 1987 Produktionsleder DK/Eksperimentalfilm
Hip hip hurra 1987 Malerier U/Spillefilm
Udenrigskorrespondenten 1983 Produktionsleder DK/Spillefilm
Geologi - er det egentlig videnskab? 1980 Producer DK/Dokumentarfilm
Sorteper - Det kan du selv være 1980 Produktionsleder DK/Kort fiktion
En rig mand 1979 Produktionsleder DK/Dokumentarfilm
Matador 1978 Produktionsleder Tv-serie
Honning måne 1978 Produktionsleder DK/Spillefilm
Asger Jorn 1977 Produktionsleder DK/Dokumentarfilm
Kvinde og job 1977 Produktionsleder DK/Dokumentarfilm
I skorpionens tegn 1977 Produktionsleder DK/Spillefilm
Normannerne 1976 Scripter DK/Spillefilm
I løvens tegn 1976 Produktionsleder DK/Spillefilm
Den dobbelte mand 1976 Produktionsassistent DK/Spillefilm
Den gamle maya 1971 Produktion DK/Dokumentarfilm