Kosmorama har fået et digitalt ansigtsløft og er blevet mere mobilvenligt. De to første artikler på de nye site spænder fra pelset populærkultur til Michael Hanekes måde at tilbageholde information for publikum.
J-Popcon
’Yarf’ og ’Murr’ er udtryk for begejstring og udstødes af furries, når de iklædt deres fursuits forvandles til fursonas og hengiver sig til scritching – altså klør hinanden på ryggen. På J-Popcon, som afholdes i den kommende Store bededagsweekend i DGI-byen i København, kan man stifte bekendtskab med både superhelte, lolitas og de pelsklædte furries. I en medskabende ungdomskultur, som udspringer af det fiktionsunivers, der bygger på film og tegneserier, mødes ligesindede i et kreativt og legende fællesskab. Bliv klogere på fænomenet Cosplay med den nye Kosmorama-artikel.
Klædt i fiktion – Når fortællinger materialiserer sig på kroppen
Hanekes tomme pladser
Så langt fra den kulørte populærkulturs engagerede fans, som man næsten kan komme, findes den europæiske artfilm. Den er for nogle af de store filmskaberes vedkommende kendetegnet ved, at auteuren typisk udelader vigtig information og dermed overlader til publikum at fylde de ’tomme pladser’ ud. En filmfortælling er nemlig også hele det komplekse og dragende forløb af oplysninger, vildledninger og overraskelser. Når auteuren hedder Michael Haneke skal man ikke vente assistance fra filmskaberen selv. Han modsætter sig stædigt den fortolkning, han selv skaber afsættet for. Peter Schepelern har set på Hanekes gådefulde udeladelser.