'Bastarden', som også er udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig, er baseret på Ida Jessens bestseller 'Kaptajnen og Ann Barbara' fra 2020 og har Mads Mikkelsen i hovedrollen. Publikum kan også opleve Amanda Collin, Simon Bennebjerg, Melina Hagberg, Kristine Kujath Thorp, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohmann i filmens bærende roller.
Historien centrerer sig om den fattige soldat Ludvig Kahlen, der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Han støder dog på modstand fra den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, hvilket fører til en intens konflikt.
Filmen er produceret af Louise Vesth for Zentropa med produktionsstøtte fra bl.a. Filminstituttet og filmen får dansk biografpremiere den 5. oktober 2023.
Koproduktioner
Udover 'Bastarden' er en række koproduktioner også udtaget til den canadiske festival.
Tilsammans 99
Lukas Moodyssons svensk-danske 'Tilsammans 99' vil ligeledes blive vist i ’Special Presentations’ programserien.
Filmen er en fortsættelse på Moodyssons 'Tilsammans' fra 2000, der handlede om livet i et kollektiv i 1975. Nu er året 1999, 24 år er gået, og kollektivet er blevet til verdens mindste. Storfamilien består nu kun af to personer, der føler sig lidt ensomme indtil de beslutter sig for at samle alle til en sommerfest.
Filmen er koproduceret af Zentropa. Ud over castet fra den oprindelige film er David Dencik nu også på rollelisten. Filmen har modtaget koproduktionsstøtte fra Filminstituttet.
A Happy Day
Hisham Zamans norsk-danske film 'A Happy Day' er en del af Centrepiece-programmet, som tidligere hed Contemporary World Cinema.
Filmen handler om tre unge asylansøgere på et isoleret modtagecenter i Nordnorge, hvor de venter på at blive sendt hjem den dag de fylder 18 år.
'A Happy Day' er koproduceret af Zentropa og har modtaget koproduktionsstøtte fra Filminstituttet.
The Dead Don't Hurt
Viggo Mortensens western 'The Dead Don't Hurt', der er koproduceret af Jesper Morthorst for Motor Productions, er også udtaget til Toronto. Filmens fotograf er Marcel Zyskind, Peder Pedersen har klippet og Morten Groth Brandt stået for lyddesign. Derudover har en lang række danske filmfolk andre funktioner på filmen. Viggo Mortensen er desuden på credit-listen som både instruktør, forfatter, producer og komponist. Og han spiller også en hovedrolle i filmen.
Mother, Couch
Niclas Larssons 'Mother, Couch', der er koproduceret af Snowglobe, er også at finde på festivalen. Den amerikansk-svensk-danske koproduktion, der er klippet af danske Carla Luffe, handler om en kvinde, der installerer sig i sofa i en møbelforretning, hvilket tvinger hendes voksne børn til at finde ud af hvorfor.
'The Movie Teller'
Lone Scherfigs spansksprogede 'The Movie Teller' er også udtaget til Special Presentations-programmet. Filmen, der er et tidsbillede af 60’ernes og 70’ernes Chile og en hyldest til filmmediets magi, får premiere herhjemme den 24. januar 2024 under den danske titel 'Pigen der fortalte film'.
The Settlers
Felipe Gálvez' 'The Settlers', der også udspiller sig i Chile, er ligeledes udtaget til festivalen. Filmen havde tidligere på året verdenspremiere i Cannes. Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen har produceret filmen for Snowglobe.