Hos 'Don't Give a Fox' skåler man for taberne og giver high fives, når nogen falder på deres skateboard. I den Roskilde-baserede pigeskatergruppe handler det nemlig ikke om at være den bedste hverken på rampen eller i livet, men om at bakke hinanden op lige meget hvad.
"De har et venskab, som er helt vildt stærkt og unikt – og det var dét, der for alvor fangede mig", siger Kaspar Astrup Schröder, som har fulgt og filmet pigerne i knapt to et halvt år.
Det hele startede, da den autodidakte instruktør efter en del projekter i udlandet besluttede at søge historier i det nære: nemlig det danske skatermiljø, som han selv er en del af. Her, blandt alle drengene, faldt han pludselig over noget, som stak ud: en event ved navn 'Girl Skate Day', arrangeret af en pigegruppe, der kaldte sig 'Don't Give a Fox'.
Nysgerrig tog han med kameraet på skulderen og skateboardet under armen ud for at møde pigegruppen, der hurtigt viste sig at have mere end fede skatertricks i ærmet.
"Det var ikke deres skating i sig selv, jeg var interesseret i. Min fascination bundede i, at de brød grænser for, hvad der opfattedes som normalt. At de havde vovet sig ind på et territorium, der var uvant og som traditionelt er for drengene. Og så var jeg bare vild med, at de alle sammen er nogle outsidere, der finder fællesskab i noget, der ligger uden for mainstream".
Handler ikke om at lykkes på papiret
Fascinationen blev til en dokumentar om tolv piger, der skater, krammer, tager på roadtrips, går til bingoaftener og bunder bajere sammen. Fællesskabet er i fokus, men indimellem zoomes der ind på enkelte medlemmer og disses personlige fortællinger om kampen for at høre til.
Undervejs møder vi gruppens moderskikkelse, Sofie, som brækker foden og frygter for sin plads i fællesskabet. Vi hilser også på den homoseksuelle tatovør Signe, der har kæmpet mod mobning og farens manglende accept. Derudover bliver vi fortrolige med den musikalske Line, der med sin faste følgesvend, en gammel overmalet guitar, er gruppens personlige trubadur.
Som flere af de andre piger har Line haft det svært i barndommen, fordi hun ikke ser verden som de fleste. For hende er drømmen ikke at få en uddannelse eller et 8-16-job. Hun vil bare lige akkurat tjene penge nok til mad og øl, og så vil hun gerne spille sin musik.
Men den slags kan den omkringliggende verden have svært ved at forstå, mener Line.
"Jeg kæmper helt vildt meget med det pres, der kommer fra samfundet. Det er forfærdeligt, synes jeg. Men så er det godt, at jeg har fundet det her fællesskab – det her sted, jeg kan høre til. For det er jo det, man gerne vil: Man vil bare gerne høre til".
Hos de andre piger har Line fundet den accept, hun før manglede. Når hun falder på skateboardet, giver de en krammer, og når hun optræder med sin musik, er det dem, der klapper højest. Hos dem er man en succes, bare man er sig selv, pointerer hun.
"Her bliver alle forventninger ligesom droppet. Her handler det ikke om at lykkes på papiret, på CV'et, på instagram eller whatever. Det handler om, at vi har det her sammen og gør det, vi hver især synes er fedt".
Dokumentaren som talerør
Line og hendes overmalede guitar spiller en central rolle i et af Kaspar Astrup Schröders yndlingsøjeblikke fra dokumentaren: nemlig en scene, hvor det gamle instrument pludselig går i stykker og en fælles planlagt roadtrip brat ændrer kurs.
"Line bryder sammen, og de andre går straks i gang med at trøste og ændre deres planer for at kaste sig over 'projekt: red Lines guitar'. Så optrinnet indkapsler på fantastisk vis både historien om Lines musikdrømme og sammenholdet i gruppen" siger instruktøren, for hvem de uforudsigelige øjeblikke er noget af det bedste ved dokumentarformatet.
"Man kan jo ikke planlægge eller skrive sådan noget. Det er de ægte følelser, de spontane og uforudsete elementer fra den virkelige verden, som jeg virkelig godt kan lide at indfange. For mig er den slags ofte meget stærkere end fiktionen".
Derudover elsker Kaspar Astrup Schröder, der står bag 13 karakterdrevne dokumentarer, at komme helt tæt ind på livet af de mennesker, han portrætterer. Det gælder i den grad også Don't Give a Fox-pigerne, som gang på gang har imponeret den knap ti år ældre mand med deres livsklogskab og store selvindsigt.
"Så meget selvindsigt havde jeg i hvert fald ikke, da jeg var i tyverne" siger instruktøren, der håber, at pigerne – med filmen og den efterfølgende serie som talerør – kan være en inspiration for andre unge.
"Det er jo også, derfor de er med i projektet. Ikke fordi de har behov for at vise sig frem, men fordi de vil hjælpe andre, der har det ligesom dem. Og det ville være fantastisk, hvis de kunne få en masse piger til at stå skateboard. Men endnu vigtigere er det også bare, at de kan vise, at det er okay, ja faktisk decideret fedt at være anderledes og at køre på med en hvorfor-ikke-mentalitet – også selvom man ikke er den bedste på banen".
