Frelle Petersens ’Hjem kære hjem’ modtager anerkendelse i Berlin

BERLINALE. Berlin International Film Festival har annonceret vinderne af dette års publikumspriser i Panorama-sektionen, og publikum har talt: ’Hjem kære hjem’ af Frelle Petersen blev den tredje mest populære spillefilm i Panorama.

Under Berlinalen får alle biografgængere mulighed for at bedømme filmene i Panorama-sektionen. I år deltog i alt 33 film i Panorama, og i alt blev mere end 28.300 stemmer afgivet.

"Vi har fået en utrolig respons fra publikum her i Berlin, og det betyder alt for os," siger Frelle Petersen og fortsætter. "Vi laver film for at berøre, bevæge og forbinde mennesker, og denne publikumspris viser virkelig, at vores historie taler til et internationalt publikum – og det er det vigtigste for mig som filmskaber. Tak til alle, der så, mærkede og stemte."

Filmen følger en omsorgsfuld hjemmehjælper og sætter fokus på de ofte oversete realiteter inden for plejeområdet og det system, der omgiver det.

’Hjem kære hjem’ er skrevet og instrueret af Frelle Petersen og produceret af Jonas Bagger for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og Tønder Kommune i samarbejde med TV 2 Danmark. Filmen er udviklet med støtte fra Creative Europe MEDIA-programmet.

Filmen får dansk biografpremiere den 19. juni 2025.

Tags: