Frelle Petersen fik sit internationale gennembrud i 2019 med 'Onkel', da han vandt hovedprisen på Tokyo International Film Festival, og hans efterfølgende film ’Resten af livet’ var i hovedkonkurrencen på San Sebastian Film Festival. Frelle Petersens seneste film vil møde sit internationale publikum første gang i Berlin, som markerer filmens verdenspremiere.
’Hjem kære hjem’ handler om den 32-årige og fraskilte Sofie, der vil starte på en frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år. Sofie er hurtig til at skabe relationer – både til de ældre borgere og sine kolleger, og hun mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever hun også, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen. Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.
Filmens hovedrolle spilles af Bodil-nominerede Jette Søndergaard, der også indtog hovedrollerne i Frelle Petersens seneste to spillefilm ’Onkel’ (2019) og ’Resten af livet’ (2022). Derudover medvirker en lang række nye ansigter, hvoraf størstedelen er castet i og omkring Tønder, hvor optagelserne fandt sted.
Manuskriptet til filmen er skabt på baggrund af omfattende research af instruktør Frelle Petersen, som i en periode arbejdede som kommunal hjemmehjælper for at opleve, hvordan det er at køre fra hjem til hjem og pleje ældre medborgere.
’Hjem kære hjem’ er produceret af Jonas Bagger for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen er desuden støttet af Den Vestdanske Filmpulje, TV 2 Danmark og Tønder Kommune. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution, når den får biografpremiere 19. juni. Filmen indgår i Biografklub Danmarks program.
Anngerdardardor
Christoffer Rizvanovic Stenbakkens grønlandsk-dansk kortfilm 'Anngerdardardor' udtaget til Generations-programmet i Berlin.
I filmen mistænker Kaali et tyveri af sin elskede slædehund og igangsætter en intens jagt gennem Tasiilaq i Østgrønland. Undervejs konfronteres han med at være anderledes end de andre unge i det lille samfund. Med hjælp fra sin eneste ven finder han hunden, men deres venskab kommer på prøve.
I filmens bærende roller er Kamillo Ignatiussen, Mikkel Paalu P. Bianco og Simujook Ikila.
Asbjørn Høgstad Kelstrup har produceret filmen for Frau Film i koproduktion med grønlandske Piteraq Pictures.
The Ugly Stepsister
Udtaget til festivalen er også et norsk-dansk take på Askepot-historien af debutant Emilie Blichfeldt. ’Den stygge stesøsteren’, som filmen hedder på norsk, opleves fra stedsøsteren Elviras perspektiv, mens hun forbereder sig på at vinde prinsens gunst for enhver pris. I et kongerige, hvor skønhed er en brutal konkurrence, må Elvira kæmpe mod sin smukke og fortryllende stedsøster for at blive ballets dronning. Filmen er inspireret af Brødrene Grimms klassiske version, hvor stedsøsteren skærer sine tæer af for at kunne passe skoen.
Maria Ekerhovd har produceret for norske Mer Film i koproduktion med danske Motor ved Theis Nørgaard. Det danske bidrag til filmen består af bland andet fotograf Marcel Zyskind, klipper Olivia Neergaard-Holm, production designer Sabine Hviid, kostumedesigner Manon Rasmussen, chefsminkør Anne Cathrine Sauerberg, protese & SFX makeup Thomas Foldberg, VFX supervisor Peter Hjorth og storyboardartist Sune Elskær.
Filmen er blandt andet støttet af Det Danske Filminstitut, Eurimages, DR og Nordisk Film & Tv Fond. Scanbox vil stå for biografdistribution.