Birthe Neumann

Skuespiller. Født 30/4 1947. Gift med skuespiller Paul Hüttel i 1974.

Uddannet på Statens Teaterskole i 1974. Har gennem størstedelen af sin karriere været ansat ved Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Først da hun havde passeret de 40 år, fik dansk film for alvor brug for hende - hvilket afspejler hendes sene gennembrud på teatret.

På scenen har hun især brilleret i krasse, skarpt optrukne komiske roller, mens det på film er stik modsat; her er hun klart bedst i naturalistiske roller, hvor hendes forfinede, spinkle apparition og iboende lady-manér kan rumme en mængde over- og undertoner af sensualitet og indre uro. Bedst er hun, når facaden af kontrol dækker over forvirring og frygt, og en tøvende replik forstærker indtrykket af virkelighedsfjernhed.

Filmopgaverne har været af meget forskellig karat, og i starten var de ret ringe. Hendes filmdebut i en hovedrolle som frigjort ung boligaktivist i Bent Christensens mislykkede Buster Larsen-film "Hovedjægerne" (1971) er mest bemærkelsesværdig for en absurd kontrovers: et still-billede fra en ultrakort nøgenscene blev i strid med aftalen brugt til at lancere filmen. Bizart nok optrådte hun året efter nøgen på Det kgl. Teater i et stykke med Jørgen Reenberg, "Operette", og fik mod sin vilje et lettere frækt image.

Efter en mindre rolle i den lidet sete amerikanske Christopher Walken-film "The Happiness Cage" (1972), der er blevet beskrevet som "Gøgereden møder A Clockwork Orange", gik hun nærmest i hi og var en bleg Gulnare i Kaspar Rostrups stort opsatte, tredelte tv-udgave af "Aladdin" (1976).
I 1980'erne lysnede det for hende på teatret, men det blev kun til en enkelt banal filmrolle som advokat i "Når engle elsker" (1985).

Det er i Birger Larsens Bodil-belønnede "Lad isbjørnene danse" (1990), man for første gang ser die neue Neumann på film. Her har hun - nu smukkere end nogensinde og med en undertone af cool kødelighed - både hårdhed og et lille gran af menneskeliggørende usikkerhed som moderen, der lader sig skille fra hovedpersonens elskede far, Tommy Kenter.

Og denne subtile præstation blev fulgt op af den mindst lige så fint indfangede moderskikkelse i Nils Malmros' "Kærlighedens smerte" (1992), hvor hendes borgerlige snusfornuft forener sig med en lille, men fatal dosis overbeskyttelse og konfliktskræk: "Vi er ikke så glade i dag," er hendes beskrivelse af datterens dybe depression, og Neumann er så overbevisende i rollen, at hun kan tillade sig at sige en sådan replik som det naturligste af verden.

Desværre kræver mange af hendes senere roller, at hun forcerer sit spil i retning af typer, der umiddelbart synes at ligge hende fjernt - ubegavede underklasse-mødre i "Portland" (1996) og novellefilmen "Blomsterfangen" (1996), jævne, enfoldige kvindeskikkelser som Madam Olsen i "Klinkevals" (1999) og "Juliane" (2000), samt den grotesk opofrende mor i "Edderkoppen" (2000), en ren karikatur.

Sjovere er unægtelig hendes - også parodierede - emsige socialrådgiver i Lone Scherfigs børne- og familiefilm "Når mor kommer hjem" (1998) - men ikke nær så morsom som hendes skrappe madamme i ædende ondt samspil med Kjeld Nørgaards øllede socialdemokrat i Søren Faulis novellefilm "Antenneforeningen" (1999). Her er hendes bedste præstation fra det folkedyb, hvor hun ellers kan virke på lettere malplaceret gæstevisit.

Hun har bevægende øjeblikke som den ensomme Moster "Bob" i "Kun en pige" (1995). Men hendes suverænt bedste præstation i 1990'erne anden halvdel er moderen i Thomas Vinterbergs Dogmefilm "Festen" (1998), hvor det bedre selskabs automatiske fortrængninger og hyklerier ikke forhindrer hende i at holde en djævelsk selvudleverende tale, hvor hun svarer igen på børnenes sabotage mod den hastigt smuldrende familieære. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Michael Moritzen: Respekt: Elleve samtaler om at være skuespiller (2011).