Klaus Pagh

Skuespiller, teaterdirektør m.m. Født 29/7 1935, død 8/12 2020. Gift med skuespiller Sonja Oppenhagen (f. 1948) - ægteskabet opløst. Siden flere ægteskaber. Far til skuespiller Anne Oppenhagen Pagh.

Uddannet på Odense Teaters elevskole i begyndelsen af 1960'erne efter at have medvirket i adskillige film. Omfattende scenekarriere, hvor han efter at have medvirket i en række forestillinger ved forskellige teatre op gennem 60'erne, især har gjort sig gældende som teaterdirektør (bl.a. for ABC-teatret og Aveny Teatret 1971-81 og Tivoli-revyen 1981-87), iscenesætter og showman m.m.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han begyndte som meget omtalt teenage-idol med etiketten 'Den danske James Dean' og udviklede sig til en yderst habil karakterskuespiller i biroller. Men mest kendt er han blevet som teaterdirektør og igangsætter af en lang række revyer, farcer og komedier med navne som Jørgen Ryg, Preben Kaas, Dirch Passer, Lisbet Dahl og Claus Ryskjær.

Han medvirkede i 13 film i perioden 1956 -62 og vandt popularitet hos teenagepigerne, men ikke generel respekt som skuespiller. Set med nutidens øjne er hans 'oprører' i gennembrudsfilmen "Ung leg" (1956) da heller ikke stort andet en forkælet fars dreng, der har godt af den stue-arrest, en brysk Asbjørn Andersen idømmer ham. Køn og karakterløs mangler han den autoritet, der udmærker hans senere præstationer. Men flere af disse tidligere roller er da også meget små og intetsigende, og det klæder ham at spille en lidt karakterpræget figur som den forkælede overklassefyr i Soldaterkammerat-serien.

I virkeligheden er det romantiske elsker-fag ikke hans boldgade, som det også fremgik af "Jeg - en kvinde 2" (1968), hvor han nærmest er latterlig som lægehelt. Langt bedre er han som en ikke særlig smart fotograf i "Nu går den på Dagmar" (1972), som han selv producerede efter Leif Petersens teaterstykke. Og som Teodor Winther lægger han udmærket op til Dirch Passers glansnummer (som Dr. Graa) i en anden af sine egne produktioner, "Solstik på badehotellet" (1973), der direkte overfører en af hans succesforestillinger til film.

Da han så sig selv i denne film, blev han angiveligt så nedslået, at han for stedse opgav at gå på scenen. Til gengæld fungerer han hver gang glimrende på film, gerne i rollen som etablerede figurer af en vis uigennemskydelig selvsikkerhed, for ikke at sige skurkagtighed. Han er tv-programchef i "Violer er blå" (1975); advokat i "Blind makker2 (76); særdeles træfsikker som overklassekvinden Ann-Mari Max Hansens ubehageligt nysgerrige husven i "Hjerter er trumf" (1976); og allerbedst - og vittigst - som ægtemand på gale veje i Morten Arnfreds og Ebbe Kløvedal Reich' underfundige tv-spil "Strømmens dag" (1981). Men da han endelig viste, hvor god han kunne være, holdt han op som skuespiller.

I "Riget II" (1997) ses han som frustreret stævningsmand, og i floppet "Stjerner uden hjerner" (1997) optræder han i en selvironisk rolle under eget navn. Rollen er ingenting, men filmudstrålingen fejler stadig ikke noget, hvad han til overmål beviser i birollen som ubehagelig direktør i Dogmefilmen "En kærlighedshistorie" (2001). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]