Lars Brygmann

Skuespiller. Født 17/2 1957. Bror til Martin Brygmann og Jens Brygmann, begge skuespillere.

Oprindelig uddannet tømrer. Aftjente sin militærnægtertjeneste på CaféTeatret og kom derfra til elevskolen Tsarens Hof, som blev grundlaget for FÅR 302. Debuterede dér i 1990.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han er i stærk udvikling, får især på tv stadigt større roller og har markeret sig med to specialiteter. På den ene side som den lidt verdensfjerne, naive og svage uskyldsperson sat over for mere handlestærke kvindefigurer. På den anden som den på overfladen nydelige mand, der bærer på hemmeligheder og særheder. Der kan hvile noget fordægtigt over den slanke, tilsyneladende så tilforladelige mand, bøjelig som et siv: det ligger i en let tøvende, dæmpet stemmeføring og et såret blik, som vidner om nagende, uløste konflikter.

Det er denne gådefulde side af hans væsen, der på meget dygtig vis udnyttes i DRs tv-serie "Rejseholdet" (2000-01), hvor han nok har myndighed som korpsets mest skarpt-snusende sporhund La Cour, men også bliver en lettere excentrisk besat enspænder - måske med telepatiske evner, måske med morderiske tendenser, han ikke selv kender (lurende i afsnit 15 og 16).

Og derfor er han en uhyggeligt god voldelig ægtemand i det socialrealistiske drama "Bænken" (2000), uden antydning af ydre psykopatiske træk. Han er også overvejende ubehagelig som tilrejsende kulturjounalist i "Malerens muse", afsnit 8 af tv-serien "Strisser på Samsø" (1997-98). Han ses desuden som den skurkagtige bådsmand Verlaine i Bille Augusts "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1997), en replikløs rolle.

Inden disse præstationer dukkede han op for en kort bemærkning som Charlottes udeblevne kæreste Anton i fjerde afsnit af Ole Bornedals tv-serie "Charlot og Charlotte" (1996) - en umulig rolle selv for ham. Bedre lykkes hans læge Ulrik i tv-serien "Taxa" (1997-99), hvor han får opbygget en pirrende usikkerhed, da han - dødssyg - henvender sig til faderen Tom (Leif Sylvester) og skal have støtte.

Meget fint anvendes hans tvetydige udstråling i Jannik Johansens vellykkede novellefilm "En stille død" (1997), hvor han er den nysgerrige og stilfærdige kommunale boligkontrollant, som involverer sig farligt med Sidse Babett Knudsens udkoksede og forfulgte striptease-danserinde. I "Max" (2000) ligger han som venlig lagerforvalter igen under for Sidse Babetts charme. Og han er lige så nem at koste rundt med som den korrekte, men følsomme receptionist i Dogmefilmen "Festen" (1998), hvor det er Paprika Steen, der giver ham sære genfærds-fornemmelser.

Men det er mærkeligt nok i politiroller, den tilsyneladende så blide og bløde Brygmann for alvor har slået sit navn fast. Han er en på overfladen barsk politimand i endnu et talentfuldt ensomheds-studie af Jannik Johansen, novellefilmen "Afsporet" (2000).

Og han castes mod sin type som den systematiske og retsindige politi-advokat Dam Jensen, der stædigt leder efterforskningen af Edderkoppesagen i tv-serien "Edderkoppen" (2000), og her arbejder hans lavmælte facon ganske effektfuldt mod figurens iboende autoritet. Og i ovennævnte rolle som La Cour i "Rejseholdet", ekspert i at analysere gerningssteder, har han placeret sig som seriens mest spændende og komplekse figur. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]