Paul Hagen

Skuespiller. Født 19/3 1920, død 19/5 2003 - 83 år gammel. Gift 1º med skuespiller Asta Esper Andersen - ægteskabet opløst, 2º med balletdanser Alice Martens. Far til skuespiller Esper Hagen (1948-2015). Paul Hagen var søn af operasangerinden Anna Hagen (1893-1989) og kunstmaleren Åge Falck Rasmussen (d. 1958).

Uddannet på Frederiksberg Teaters elevskole 1944-45. Tilknyttet Aarhus Teater 1945-51, siden bla. Nørrebros Teater, ABC-Teatret og Riddersalen. I 1972 ansat ved Det kgl. Teater, som han forlod igen i 1987. Herefter bla. turneer med Jørgen Blaksteds Teaterselskab.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han er bedst kendt som dyrehandler Clausen i tv-serien "Huset på Christianshavn", der kørte 1970-77 i 84 afsnit. Men Paul Hagen etablerede også i mere end 100 biroller en sikker popularitet. Han medvirker næsten altid i folkekomedier og spiller ofte på en let genkendelig manér et sted mellem det fjogede og det fiffige. Og den rappe kæft, den humoristiske stemmeføring og glimtet i øjet sikrer, at man ikke skal tro, han tager sig selv spor højtideligt.

Hvad enten han er afvæbnende fjollet, irriterende dum, godmodigt venlig, koldt beregnende, komisk karikeret eller gemytligt jordbunden er han en skuespiller, der i sjælden grad kan sit kram. Bedst er han som kyniker med en hvas reaktion indskrevet i de gummiagtige træk - bag hans præstationer fornemmes en kølig intelligens, der ligger betydeligt højere end hans personers.

Efter to småroller fik han et mindre gennembrud som en godhjertet indbrudstyv, der overraskes af Lille-Per i "Far til fire" (1953). Her har han netop den charme, denne type hyggekomedie kræver. En kort optræden, men den viser præcis, hvorfor Hagen skal blive så efterspurgt i den lette genre.

1950'erne bød på en stribe småroller som politibetjent, grønthandler, værtshusgæst, postbud, soldat m.m. Sjældent fik han lov at være mere end udvidet statist. Lidt større roller har han som taxachauffør i kriminalfilmen "Taxa K1640 efterlyses" (1956) og uduelig butikstyv i Dirch Passer/Ove Sprogøe-komedien "Tag til marked i Fjordby" (1957).

Rigtig i karakter træder han i "Soldaterkammerater" (1958) som den glade trompetist Henrik Didriksen, en gennemgående figur. Han har overlegent styr på bassekomediernes blanding af venlig satire, folkelig lavkomik og soldaterromantik. Plat og tyndbenet er dog seriens forsøg på at gøre et komisk makkerpar ud af ham og Preben Kaas. Og da Hagen og Preben Kaas i 1961 gik sammen om at producere, skrive, instruere og spille hovedrollerne i farcen "To skøre ho'der", er resultatet uelegant og uklædeligt. Klogt nok lod de det blive ved det ene forsøg.

Knap 40 film blev det til i 1960'erne, og nu er Hagen for alvor blevet til noget nær en institution i den danske folkekomedie. Han er veloplagt i de fire Støv-film (1961-65), hvor han spiller en meget pågående dørsælger. I seriens sidste film, "Passer passer piger" (1965), giver han sine få scener en frenetisk farce-energi - især i en lang scene, hvor han får sat seriens forstadsopgang på den anden ende i sit forsøg på at sælge et nyt vidunderprodukt.

Han er befippet præst med en overerotisk kone (Ghita Nørby) i "Det tossede paradis" (1962); skæg som drikfældig ordonnans i "Frøken Nitouche" (1963); stilfærdigt god som Ghita Nørbys fortrolige i "Hvis lille pige er du?" (1963); vrissen straight man som Dirch Passers rival i "Bussen" (1963); og i sit es som Passers ultrakorrekte butler i "Pigen og millionæren" (1965).

I 1970'erne daler kvaliteten af den danske folkekomedie, og dermed bliver Hagens roller tilsvarende dårligere - f. eks. i de to såkaldte 'kartoffelwesterns', "Præriens skrappe drenge" (1970) og "Guld til præriens skrappe drenge" (1971) og i forskellige roller i samtlige otte Sengekant-film (1970-76). Han overfører sin dyrehandler Clausen fra tv til film i "Ballade på Christianshavn" (1971) og medvirker i et par stykker af Olsen-banden-filmene, bl.a. som en af seriens mest mindeværdige bureaukrater, DSB-funktionær Godtfredsen i "Olsen-banden på sporet" (1975).

Nu bliver rollerne færre, men i 1989 oplever Hagen et lille gennembrud uden for folkekomedien, da han spiller den på overfladen barske bestyrer af Hotel Metropol i Leif Magnussons lidet sete, men talentfulde debutfilm "En verden til forskel" (1989) om en jugoslavisk børnehjemsdrengs flugt til Danmark. Her er den fiffigt-fjollede manér skrællet helt væk og erstattet med en fint underspillet, modstræbende venlig facon. Og i Anders Bodelsens og Palle Kjærulff-Schmidts miniserie "Mørklægning" (1992) ses han igen i et rent drama som politimandfamiIiens hjælpsomme villa-nabo - også en smuk seriøs præstation. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]