George Schnéevoigt

Instruktør, fotograf. Født 23/12 1893 (Fritz Ernst George Fischer), død 5/2 1961 - 67 år gammel. Tog omkring 14-års alderen sin mor Siri Schnéevoigts efternavn. Gift 1º i 1915 med danserinde Henriette Mathilde (Tilly) Kaulbach (født Frederiksen, 1874-1966) - ægteskabet opløst, 2º med Elisabeth Schnéevoigt (kaldet Lis). Far til fotografen Alf Schnéevoigt.

Flyttede som 14-årig til Berlin med sin finskfødte mor, som var kunstfotograf og havde eget atelier. Her blev han efter endt skolegang uddannet som fotograf og læste også til skuespiller, og et par sæsoner optrådte han på Neues Schauspielhaus. I Berlin mødte han sin kommende hustru, og de rejste sammen tilbage til Danmark og startede i 1913 filmselskabet Kaulbachs Kunstfilm, der kun fik en kort levetid. Der findes ingen kilder til dette selskabs produktion, men Schnéevoigt nævner selv i et interview en enkelt titel, "Stærkere end Dynamit". Som 21-årig i 1915 debuterede han som filminstruktør hos Nordisk Film. Det blev dog i første omgang kun til en lille håndfuld iscensættelser - på baggrund af egne manuskripter - hvorimod opgaverne som filmfotograf blev mere markante op gennem 20'erne. Ikke mindst fordi Carl Th. Dreyer brugte ham på fire af sine tidligste film: "Blade af Satans Bog" (1921), som blev produceret af Nordisk i 1919, den svenske "Prästänkan" (1921), "Der var engang" (1922) efter Drachmanns skuespil og "Du skal ære din Hustru" (1925).

Fra 1929 kom Schnéevoigt med den norskproducerede "Laila", som blev optaget i Lapland, for alvor i gang med at instruere. Den blev hans sidste stumfilm og blev en stor succes. Hans næste film skulle blive den første tonefilm produceret i Danmark. "Eskimo" har status som norsk film, men Nordisk Tonefilm stillede atelier, apparatur og personale til rådighed og realiseringen indbefattede en rejse til Grønland, hvor en trediedel af filmen blev optaget. Den blev indspillet i fire versioner: en skandinavisk med norsk tale, en tysk, en fransk og en stum.
Schnéevoigt hører til blandt de få filmfolk, der straks magtede tonefilmens udfordringer, hvilket betød, at han kom til at instruere de 10 første tonefilm hos Nordisk. Hans talent lå især for det seriøse drama, og "Præsten i Vejlby" (1931), der regnes for den første danske tonefilm, blev en store succes. Ligeledes demonstrerer hans tonefilm-remake af "Laila" fra 1937 endnu engang hans evne for at skildre naturen i smukke og poetiske billeder. Lystspil blev det også til, men genren lå ikke helt så godt til ham, selv om han slap fornemt fra f.eks. "Odds 777" med Liva Weel.

Schnéevoigt lavede sin sidste film "Alle Mand paa Dæk" i 1942 og blev derefter - meget mod sin vilje - tvunget ud i lediggang. De sidste knap 20 år af sit liv var han helt uden beskæftigelse indenfor filmen og brugte overvejende sit alsidige kunstneriske talent på at male. Der er ikke entydige grunde til, at han fik den skæbne, han fik. Men der er måske et sammenfald med, at Carl Bauder, der var hans stærkeste støtte på Nordisk, døde i 1944, og at Schnéevoigt under retsopgøret efter besættelsen oplevede en stor personlig sorg, der kan have stigmatiseret hans navn.

Svend Kragh-Jacobsen karakteriserer ham i sin nekrolog, som en af de mest produktive instruktører i sin tid og dominerende i talefilmens første årti. "Her viste Schnéevoigt ikke blot en meget alsidig kunnen, men i sine bedste værker en smag og en kunstnerisk fornemmelse, som skabte film, der endnu kan ses med glæde. Fra hans hånd fik de et stemningspræg i rytme og fotografering, der klart signerede dem som værker af en kunstner med udpræget fornemmelse for og greb på filmen" (Berlingske Tidende 7/2 1961).

Litteratur: Bjørn Rasmussen: George Schnéevoigt - in "50 aar i dansk film", udgivet i 1956 i forbindelse med Nordisk Films Kompagnis 50 aars jubilæum (red. Balling, Kragh-Jacobsen og Sevel).