Streamingtjenesterne bør bidrage til produktionen af danske film

HOLDNING. Filminstituttet mener, at de store internationale streamingtjenester skal bidrage til produktionen af danske film. Indtægter fra salg af dvd’er er så godt som forsvundet, og tjenesterne bidrager i dag ikke nævneværdigt til finansiering af nye spillefilm, mens dokumentarfilm lider under mindre finansiering fra tv.

Et bidrag fra de amerikanske streaminggiganter som Netflix, HBO Max og Disney+ bør sikre den fortsatte produktion af danske spillefilm, mener Filminstituttet.

Den gennemsnitlige indtægt fra fysisk eller digitalt salg og leje er over en periode på femten år faldet fra seks millioner kroner til omkring en million kroner per film.

Indtægter fra Home entertainment (fysisk og digital)

Mens salget af dvd’er og blu-rays nærmest er totalt forsvundet, bruger mange deres tid og penge på streamingtjenester. Vi benytter i gennemsnit knap fire forskellige tjenester til konsumering af film og serier.

”Det er et rigtigt voldsomt tab, som filmproducenterne står med. Streamingtjenester har på få år vokset sig store, men de bidrager ikke synderligt til produktionen af danske spillefilm. Filminstituttet må i dag støtte film mere substantielt end tidligere, hvilket betyder, at vi engagerer os i færre film. Det går også ud over kvaliteten i nogle film, da budgetterne må sænkes for at tilpasse sig den nye virkelighed. Det manglende bidrag går altså ud over både antal, ambitioner og kvalitet i dansk film,” siger Filminstituttets direktør Claus Ladegaard.

Økonomien i danske dokumentarproduktioner er også udfordret, hvilket især skyldes, at tv-stationernes engagement er faldet. DR og TV 2 blev i medieforliget fra 2018 forpligtet til at engagere sig i samme antal danske film som tidligere, men engagementet finder nu sted på markedsvilkår.