Unges liv med film og serier – ny viden om de 15-25-årige

NY VIDEN. Halvdelen af danske unge ser film hver uge, og en tredjedel ser serier hver dag. De er fortsat de mest frekvente biografgængere, men deres biograffrekvens er halveret siden 2012.

Filminstituttet undersøger løbende danskernes medievaner og forbrug af film og serier. I den nyeste 'Vidste du'-analyse sætter vi fokus på det unge publikum i alderen 15-25 år.

Intention

Filminstituttet håber, at analysens indsigter anvendes som fælles oplyst vidensgrundlag for alle, der arbejder med fortællinger, indhold og filmoplevelser til unge.

Stort forbrug af serier og film

En af hovedkonklusionerne i undersøgelsen er, at unge har et meget stort forbrug af film og især serier. Ca. 60 % ser film mindst én gang om ugen, og 19 % ser film hver dag. Unge drenge og mænd ser oftere film derhjemme dagligt eller ugentligt end kvinder. Film ses ofte sammen med venner eller familie som en hyggelig fælles aktivitet.

Serier dominerer dog klart de unges forbrug, hvor 82 % ser dem ugentligt og 32 % ser serier dagligt. Når det gælder serier, er piger og kvinder markant overrepræsenteret.

Streamingtjenesterne er uden sammenligning den mest benyttede tilgang til film og serier. Med det meget store udbud på tjenesterne er konkurrencen om unges opmærksomhed og tid massiv. De unge har i gennemsnit 7,4 streamingtjenester, som de anvender til at se film og serier derhjemme, og deres forbrug er særligt overrepræsenteret på internationale streamingtjenester som Netflix og Disney+. Antallet af benyttede tjenester falder omkring fra 21-årsalderen, hvilket kan skyldes, flere flytter hjemmefra og derfor ikke længere kan benytte forældrenes abonnementer.

I biografen

Næsten alle unge går i biografen mindst én gang om året, og 35 % går mindst én gang om måneden. De unges biograffrekvens er dog halveret siden 2012, og deres biografvaner begynder at nærme sig det mere modne publikums biograffrekvens. Knap 60 % af de 15-25-årige ville egentlig gerne gå mere i biografen. De holder sig også bedre orienteret om, hvad der aktuelt spiller i biograferne end det mere modne publikum. Men 43 % af de unge tilkendegiver, at deres høje forbrug af serier påvirker deres biograffrekvens – dobbelt så mange som hos et publikum over 25 år. Prisen på en biografbillet spiller også en rolle. 69 % tilkendegiver, at prisen er afgørende for, at de ikke oftere går i biografen. Derudover oplever 47 %, at filmoplevelsen i biografen er for ”lille” i forhold til billetprisen. Prisfølsomheden stiger især fra 17-18-årsalderen, hvor de i højere grad selv skal til lommerne.

De 15-25-årige forbinder biografoplevelsen med ord som ”hygge”, ”underholdning”, ”fællesoplevelser” og ”god kvalitet”. Dette afspejles også i de unges svar på spørgsmålet om, hvad der driver deres biografbesøg. Her svarer de, at det ofte er det sociale element, det store lærred, aktualiteten i at se filmen, mens den er helt ny, og ikke mindst selve filmen, der driver deres interesse og biografbesøget. Det sociale element, aktualiteten og den samlede filmoplevelse vægtes i højere grad af unge sammenlignet med det ældre publikum.

De unge er vokset op i en udpræget influencer-kultur, og de er gennem sociale medier og streamingtjenester i høj grad vant til at være tæt på deres idoler og de kreative kræfter bag det indhold, som de ser og engagerer sig i. Denne tendens slår også igennem i Filminstituttets analyse, hvor unge i langt højere grad end det ældre publikum tilkendegiver en interesse for at komme tættere på de kreative kræfter. 35 % af de 15-25-årige tilkendegiver, at deres lyst til at se en bestemt film stiger, når filmskaberne fortæller om processen, intentionen og konkrete arbejdet bag filmen.

For yderligere indsigter og data om børn og unges liv henvises til Børn og Unge eller dyk ned i det store kvalitative studie Tæt på børn og unge 7-18 år (2023).

Om Vidste du?

´Vidste du?´er Filminstituttets analysekoncept, hvor vi løbende indsamler data og relevante indsigter om børn og voksnes film- og medieadfærd. Filminstituttet undersøger desuden den konkrete seening og udbredelse af udvalgte film og serier på tværs af platforme, og afdækker publikums tanker og holdninger til film og serierelaterede oplevelser. I værktøjerne ’Hvilke børn ser’? og ’Hvor mange børn ser’? kan man søge efter specifikke film og seriers udbredelse og publikumsprofil.

Kontakt

Sanne Juncker Pedersen
Redaktør for Publikumsudvikling
Tlf. +45 2244 0037
sannep@dfi.dk

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk