Claus Nissen

Skuespiller. Født 28/7 1938, død 29/4 2008 - 69 år gammel.

Debuterede i Studenterforeningen i 1963. Gik i en periode på Privatteatrenes elevskole og medvirkede derefter i forestillinger på bl.a. Folketeatret og i flere revyer.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Denne mærkelige blanding af stor flot kleppert og selvironisk klovn har medvirket i et halvt hundrede film og tv-serier, nogle af dem meget populære.

Men det er i tre af sine mindst sete film, alle af Jørgen Leth, at han yder sine mest markante præstationer. I Jørgen Leths gennembrud, kortfilmen "Det perfekte menneske" (1967), i den mosaikagtige spillefilm "Det gode og det onde" (1975) og i "Notater om kærlighed" (1989) er Claus Nissen for Leth en slags signaturskuespiller. Uden ham er det svært at forestille sig de tre films eksistens.

I "Det perfekte menneske" er han manden, der i en række stiliserede ritualer prøver at leve op til reklamefilmenes idealbilleder. Med en dead pan-alvor, der let kan ligne det tungnemme, og med sine klippeudhuggede ansigtstræk, hvor både fjolleri og ironi alligevel pibler frem i øjenkrogen, inddrager Claus Nissen tilskueren i en indforstået charmepagt ved at føre sit eget ligesom private, spontane spil helt igennem.

Tilsvarende bliver han (på grundlag af en enkelt dags delvis improviserede optagelser!) en hovedfigur i Leths 'tilværelseskatalog' "Det gode og det onde". Igen er han manden, der stræber mod erkendelse og perfektion, men pr. instinkt mere er til anarki og vrøvle-humor: "Bossa nova-rytmer har jeg ingenting imod", bliver det absurde omkvæd. Denne gang er undertonen dog mere desperat: "Han føjer en hel ny dimension til filmens mentale klima. En sorthed, en afgrundsdyb sorthed og en humor, der er så befriende og som punkterer det hele!", siger Jørgen Leth i interviewbogen "Også i dag oplevede jeg noget" (Informations Forlag, 1999). Og han indgår igen som det mest levende element i den endnu mere dystre (og endnu mindre sete) "Notater om kærlighed" (1989).

Claus Nissen fik sit gennembrud i revyer af Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Erik Knudsen og er ikke primært en skuespiller, der arbejder i den naturalistisk psykologiske tradition, selv om han har medvirket i mange regulære dramaer. Han er en unik, skæv og uklassificerbar personlighed med uforudsigeligheden som varemærke.

Susanne Bier spiller på dette særpræg i "Det bli'r i familien" (1994), hvor han er taxachaufføren, der fra det ene sekund til det andet indvilliger i at køre hovedpersonerne til Portugal. Men filmen forløser ikke hans snurrige anarki, gør det mere koket end godt er.

Overhovedet er det en reduceret Nissen de fleste film giver os, når han spiller sine småroller som postbud, livvagt, betjent eller lignende. Han vælges for sin imposante fysik, der i reglen kombineres med noget pudsigt godmodigt i udstrålingen.

De fleste større roller har han i perioden 1968-76. Han fik den første som Morten Grunwalds ven Tom i Erik Ballings og Klaus Rifbjergs folkekomedie "Det var en lørdag aften" (1968). Endnu mere fremtrædende er han i Henning Carlsens dødssejler af en Sandemose-filmatisering, "Klabautermanden" (1969), hvor han - uden den fornødne gnist og lidenskab - er Astor, sømanden, der ender med at myrde sin kaptajn. Til gengæld lyser hans charme op i en mindre birolle i Jesper Høms "Smil Emil" (1969), hvor han diverterer Elsebeth Reingaard med sin specielle fortolkning af Préverts "Les feuilles mortes".

Han har en hovedrolle som en bankrøver i erotisk clinch med en overklassefrue (Vibeke Løkkeberg) i Pål Løkkebergs norsk-dansk produktion "Forbryderisk elskov" (1970) - ikke den store succes, i lighed med Sandemose-filmen "Tjærehandleren" (1971), hvor han er casted mod sin type som pengeafpresser - nærmest småkomisk i høj hat. Bag den joviale maske når han aldrig for alvor ind til figurens kerne af nedrighed.

En mere troværdig undermåler er hans Nils Ibsen, Jens Okkings sammensvorne lillebror, i "Præsten i Vejlby" (1972).

En birolle har han som militærpsykolog i Christopher Walken-dramaet "The Happiness Cage" (1972) om en læge, der anvender chokbehandling i forbindelse med aggressiv adfærd, og han vender - ikke for lykkeligt - tilbage til hovedrollestatus som en halvsinke, der lokkes i fordærv af Lise-Lotte Norups nøgenmodel i Knud Leif Thomsens "Rapportpigen" (1974). Langt bedre går det i 1976, hvor han er en underspillet, men alligevel skræmmende gangsterhåndlanger i Franz Ernsts "Den dobbelte mand" (1976), og han er i sit rette element i en naivistisk rolle som blind biografgænger og samfundsomstyrter i Hans Kristensens "Blind makker" (1976).

Han leverer pudsigt krydderi til parforholdskomedien "Slingrevalsen" (1981) og er godt på linie med de småfilosofiske snurrigheder i Wikke & Rasmussens "Russian Pizza Blues" (1992). Men hans bedste nyere præstation findes i Chr Braad Thomsens komedie-drama om skæbner på et værtshus, "Den blå munk" (1998), hvor han leverer et Bodilnomineret portræt af en erfaren taber, filmens morsomste figur. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]