Arthur Jensen

Skuespiller. Født 9/11 1897, død 29/11 1981 - 84 år gammel.

Oprindeligt uddannet skrædder. Blev siden uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1920-23 og fik en omfattende teaterkarriere.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Arthur Jensen oplevede sin storhedstid på tv efter at have passeret de 70. På film fik han ikke tilnærmelsesvis så gode roller som vicevært Meyer i "Huset på Christianshavn" (1970-77) og ekspedient Schwan fra Damernes Magasin i "Matador" (1978-81) - bortset fra dengang han var Meyer i Erik Ballings filmudgave af tv-serien, "Ballade på Christianshavn" (1971). Det blev hans hans bedste filmpræstation.

De to tv-serier spiller uden blusel på Arthur Jensens type-særpræg: det komisk tantede som Meyer og det sippet-forfængelige som Schwan. Hvad der kunne være endt som bøssekarikatur, bliver menneskeportrætter i folkekomediens klædebon, ikke mindst takket være Arthur Jensens humor, der på én gang solidariserer sig og ironiserer over personerne.

Set gennem disse to præstationers prisme, virker Arthur Jensens mange tidligere biroller skuffende.

Først og fremmest var han længe om at blive Arthur Jensen. Efter fire stumfilms-biroller hos Fy&Bi dannede han i 1930'erne komisk duo med Ib Schønberg i flere af Alice O'Fredericks' og Lau Lauritzens energiske pjankefarcer, men morskaben er sporadisk, og påfundene ofte selvtilfredst infantile. Særlig umorsom, nærmest ubehagelig er hans tilbagevendende rolle som pivet prügelknabe for disse films raske gutter, inkl. instruktør Lauritzen selv.

Figuren som den komisk underkuede tøsedreng kom alt for let til Arthur Jensen, der sjældent får andet en ret flade dimensioner ud af sine mange småroller. Der er dog mindre lyspunkter i 1960'erne. Han er lige ved at blive rigtig fin og rørende som den terroriserede hovmester, der ender med selvmordsforsøg i "Een pige og 39 sømænd" (1965), men filmen forråder figuren. Hans pengeafpresser i "Fem mand og Rosa" (1964) er heller ikke ueffen, og sin mest bizarre birolle havde han som 'Det bette Komfur' i farcen "Dyden går amok" (1966).

I 1970'erne ses han i mange af tiårets primitive seriefilm, hvor hans tantede facon udleveres til billige grin. På tv gik det bedre. Han vandt en sejr som den hostende og harkende gammelmandsling Menneske-Mortensen i Gustav Wied-serien "Livsens Ondskab" (1972). Men først Erik Balling så for alvor hans muligheder, ikke bare i tv-serierne, men også i "Olsen-bandens store kup" (1972), hvor han som aldrende gentlemantyv igen danner par med Poul Reichhardt (de er 'Kongen' og 'Knægten') og drømmer sig tilbage til Berninas og det gamle Scala-teaters kronede dage.
[Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]