Fugledrengen udtaget til IDFA

IDFA 2019. Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm 'Fugledrengen', om drengen Reshat, der drømmer om at blive brevduetræner, får verdenspremiere på den prestigefyldte dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam.

I dag offentliggjorde verdens førende dokumentarfilmfestival, IDFA, at Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm 'Fugledrengen', der er en ud af i alt 15 film i serien 'Børnene på Silkevejen', er i Kids & Docs-programmet på årets festival, der løber af stablen den 20. november. 

Filmene tilslutter sig et felt på yderligere fem danske film, der bliver vist på IDFA. Tidligere annonceret er Louise Unmack Kjeldsen og Louise Detlefsens 'Fat Front', Pernille Rose Grønkjærs 'Jagten på lykken', Feras Fayyads 'The Cave', Eva Mulvads 'Love Child' og Joshua Oppenheimers 'The Look of Silence'. Desuden modtager Jørgen Leth en ærespris for sit livsværk.

Om 'Fugledrengen'

Simon Lereng Wilmonts 'Fugledrengen' handler om 12-årige Reshat, der bor sammen med sin mor og sin yngre bror i de endeløse oliefelter uden for hovedstaden Baku. Reshat mistede sidste år sin far, hvilket har skabt en stor og dyb sorg i Reshat. Stort set samtidig mistede Reshat også sine fem nye brevduer. Duerne fløj væk, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle træne dem. Nu er han begyndt at halte bagud i skolen, og er i det hele taget sjældent rigtig glad mere.

Han bruger sin fritid med sine venner, som prøver at opmuntre ham, og laver drengestreger. Det hjælper ikke meget, indtil en af Reshats nære venner en dag introducerer ham til den gamle mand Rahim, der træner brevduer, og ved alt om dem. Den gamle mands kærlighed til duerne vækker både drømmen om at blive brevduetræner, men også frygten for at miste, og den skal Reshat nu overvinde. Heldigvis er drømmen stærkere end frygten.

Simon Lereng Wilmont er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009. Hans første lange dokumentar 'Olegs krig - en barndom i krigens skygge' vandt for bedste debutdokumentar ved verdenspremieren på IDFA i 2017 samt en lang række andre priser på prominente festivaler, blandt andet i Göteborg og Thessaloniki. 

'Børnene på Silkevejen' kommer til at bestå af i alt 15 korte dokumentarfilm om børn og unge, der bor på den gamle handelsrute mellem Kina og Europa kaldet Silkevejen. 

Hver film fortæller en historie om et barn, der må håndtere livets små og store udfordringer. Filmene behandler store universelle temaer som at miste et dyr, udvikle talenter, realisere drømme, finde sig selv og være uenig med sine forældre – en del af ethvert barns liv. Seriens første fem film, der er instrueret af Jens Pedersen, udkom i 2017.  

'Fugledrengen' er produceret af Maria Stevnbak Westergren for Toolbox Film med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond og DR.

IDFA 2019

IDFA, der står for International Documentary Film Festival Amsterdam, har kørt siden 1988 og regnes for verdens største dokumentarfilmfestival.

Dansk film har over årene været stærkt repræsenteret på festivalen, og siden 2001 er det blevet til i alt 14 priser. Se oversigt.

IDFA 2019 løber fra 20. november til 1. december. Det samlede program bliver offentligt den 23. oktober. Se mere på idfa.nl.


Danske film og filmfolk på IDFA 2019

I de kommende uger melder festivalen løbende ud om de sidste titler i programmet, blandt andet konkurrenceserierne. Få et samlet overblik over de danske film og filmfolk, der foreløbig er annonceret:

Lifetime Achievement Award

  • Jørgen Leth modtager ærespris for sit livsværk.

Frontlight

  • Fat Front af Louise Unmack Kjeldsen, Louise Detlefsen
    Produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn

Best of Fests

  • The Cave af Feras Fayyad
    Produceret af Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production
  • Jagten på lykken af Pernille Rose Grønkjær
    Produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production

Masters

  • Love Child af Eva Mulvad
    Produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production

Focus: The Villain

  • The Look of Silence af Joshua Oppenheimer 
    Produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real

Kids & Docs

  • Fugledrengen af Simon Lereng Wilmont
    Produceret af Maria Stevnbak Westergren for Toolbox Film

Koproduktioner

  • Khartoum Offside af Marwa Zein (Sudan, Danmark, Norge, Frankrig)
    Dansk koproducer: Henrik Underbjerg for Stray Dog Productions
    Festivalserie: Best of Fests, Spotlight: Sudan
  • The Kingmaker af Lauren Greenfield (USA, Danmark)
    Dansk koproducer: Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production
    Festivalserie: Best of Fests, Focus: The Villain
  • A Comedian in a Syrian Tragedy af Rami Farah
    Dansk koproducer: Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real
    Festivalserie: Luminous
  • In Mansourah, You Separated Us af Dorothée Myriam Kellou
    Dansk koproducer: Sara Stockmann for Sonntag Pictures
    Festivalserie: Focus: It Still Hurts, Best of Fests

Tags: