Asbjørn Andersen

Skuespiller, instruktør. Født 30/8 1903, død 12/12 1978 - 75 år gammel.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Tilsyneladende født i jakkesæt med slips eller i hvid kittel ligger Asbjørn Andersens egenart som birolleskuespiller i, at han slet ikke virker som skuespiller - forstået som et menneske, der skal lægge følelser blot. Pansret bag tykke hornbriller og en karakteristisk brysk stemmeføring, der ofte får bitoner af det irritable og utålmodigt autoritære, spiller han sine midaldrende eller ældre godsejere, direktører eller øvrighedspersoner, der godt kan vise en sprække eller flere af menneskelighed, men aldrig egentlig hjertelighed.

Han dukker ukrediteret op i flere statistroller i 1930'ernes farcer og får - via sin tætte arbejdsrelation til teaterinstruktøren Per Knutzon - sin første større rolle i Knutzons katastrofale filmdebut "Jens Langkniv" (1940). Han har en mellemstor birolle i den indledende episode i Johan Jacobsens "Otte Akkorder" (1944), uden at få mange følelser frem fra hårdkogtheden som potentielt bedraget ægtemand. Og derefter forsøger han sig for første og sidste gang i elskerfaget som ubehøvlet godsejer i "Lykke paa Rejsen" (1947) - en bizar genreblandingsfilm, hvor især hans tur i høet med Ingeborg Brams er en sælsom oplevelse.

Langt mere hjemme er han med hvid kittel og bedrevidende stemmeføring som alkoholiker-læge i "Café Paradis" (1950). Og i Johan Jacobsens politiske drama "Blændværk" (1955) får han endelig en interessant større rolle som en overfladepæn skattesnyder af en provinslæge - en opgave, han løser uden at brillere, men mere nuanceret end han plejer. Og han er sikkert typecasted som bister far til Klaus Paghs forkælede overklasselømmel i "Ung leg" (1956), hvor han anvender det probate middel mod synderen: stuearrest. I "Frihedens pris" (1960) har han for en gangs skyld en sympatisk rolle som hjælper for filmens to unge, Willy Rathnov og Ghita Nørby. Hornbrilleløs og med mørktfarvet hår er han her næsten ukendelig. At han illuderer udmærket som et varmt og venligt menneske, viser i hvor høj grad han blev fange af sit image.

Han instruerede ni spillefilm, der afspejler et langt mere varieret gemyt end han viste som skuespiller. Alvorsmanden bag hornbrillerne begynder med to platfarcer: "Op med lille Martha" (1946) og "Sikken en nat" (1947). Derefter instruerer han Helge Kjærulff-Schmidts romantiske Askepot-historie "I de lyse nætter" (1948). Han viser solid håndværkskunnen i dramaet "Mens porten var lukket" (1948) og betydeligt mere end det i den dystre, formfuldendte noir-film "John og Irene" (1949) med Ebbe Rode og Bodil Kjer, hans klart bedste film. Efter dramaerne "Historien om Hjortholm" (1950) og "Firetyve timer" (1951) kommer to mere attraktive komedier:"Bag de røde porte" (1951) og "Kærlighedsdoktoren" (1952). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]