Lily Broberg

Skuespillerinde. Født 19/9 1923, død 30/7 1989 - 65 år gammel. Dannede par med skuespiller og instruktør Bent Christensen (1929-92).

Begyndte at optræde som 14-årig og havde solid erfaring som revy-skuespiller, inden hun blev optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1946. Frem til 1952 var hun ansat ved teatret, men valgte så at forsøge sig i direktørstolen på Frederiksberg Teater. Det varede to år og siden har hun haft engagementer ved en lang række københavnske scener. Jens Kistrup skriver: "Det muntre, håndfaste og kontante i hendes sceniske udtryksform har skabt hendes sikre folkelige position, men har også gjort det muligt for hende at opnå en direkte kontakt med mere komplicerede og nuancerede karakterer på grænsen mellem komedie og tragedie" (Dansk biografisk leksikon, 1979).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Fra starten var hun en gæv humør- og syngepige med en enorm folkelig appel i revyer, musicals og operetter. Siden kom der mange andre strenge på et næsten altid rent klingende instrument.

Hendes to første farce-hovedroller i 1944 dyrker den friske ungpigecharme. I sin debutfilm "Lev Livet let" trutter hun i saksofon og tuller rundt med Chr. Arhoff i instruktøren Stig Lommers forvirrede forviklinger, mens hun i den umiddelbart efterfølgende "Bedstemor gaar amok" er cirkusprinsesse og glimtvis overordentlig fotogén.

Hun længtes efter dramatiske roller og bad om at blive prøvefilmet til rollen som den gravide, sky hushjælp i Ole Palsbos "Diskret Ophold" (1946). - "Det er jo ikke en pin-up, vi skal bruge," sagde Palsbo skeptisk, men da han så hendes prøve, fik hun rollen. Det er, som der står i Jørgen Stegelmanns "- og Ib Schønberg" : "En vidunderlig præstation, både når hun på egen hånd sjokker rundt med fedtet hår og tyggende på en agurk, og når hun sidder ved Schønbergs side og skal bekende, hvem der forførte hende. Thyra er tung af tyendets slaveagtige undselighed, og samtidig et menneske, hvis tavse sorg er så gribende."

Hun skrev i 1956, at denne præstation blev 'meget afgørende' og 'skillevejen' - nu havde hun bevist, hun var skuespillerinde og ikke bare sexet humørbombe. Det førte til Det kgl. Teater, men ikke til særlig mange interessante filmroller. Hun viser sin professionalisme som sladrevorn stuepige i "Hr. Petit", en ret lille rolle, og hun er Palles søde mor i Astrid Henning-Jensens lille genistreg af en børnefilm "Palle alene i verden" (1949). I Palsbos "Kampen mod uretten" (1949) gentager hun som børnehjemspige i store træk sin præstation fra "Diskret Ophold".

Hun spiller en stik modsat type som den tuberkuloseramte Grethe Thordahls solidariske kontorkollega i det gedigne problemdrama "I gabestokken" (1950) - begavet og hurtig i replikken. Og "Bag de røde porte" (1951) giver hende - både dramatisk og musikalsk - en del at rive i som teltholderen Ib Schønbergs datter. Varmere og mere humørfyldt bakkesangerinde end den, der synger den sentimentale "Fra søndag nat til mandag morgen", kan næppe opdrives. Og i disse omgivelser er hun langt mere hjemme end som småforkælet primadonna i musicalen "Mød mig på Cassiopeia" (1951), hvor den sanglige kunnen ikke slår helt til og hun iøvrigt viser, at hun ikke kan spille intrigant beregnende.

Hun charmerer nationen i den populære, men tyndbenede "Rekrut 67 Petersen" (1952), og opdyrker derefter en mærkelig evne til at medvirke i dårlige film. F.eks. "Pigen og vandpytten" (1958), hvor hendes daværende samlever Bent Christensen med brask og bram lancerer hende som afbleget blondine - uklædeligt og nok hendes eneste direkte mislykkede præstation. Og "Seksdagesløbet" (1958) gør hende bare trist og bleg i Forumbanens ægteskabsdrama.

I "Pigen i søgelyset" (1959) finder hun med held en ny sarkastisk sofistikeret tone i en kommenterende birolle, mens hun i "Harry og kammertjeneren" (1961) er tilbage i det gode gamle rollefag som stamcaféens varme- og hyggespredende værtinde. Siden er hun med til at give folkekomedier som Erik Ballings "Den kære familie" (62) og Finn Henriksens "Bussen" (63) kvalitet. Men først i "Matador" får hun igen en rolle, der fuldt ud er talentet værdig - hendes solide, hverdagslige grisehandlerkone Katrine behøver hverken at skilte med varme eller klogskab: blik og tone afslører alt om en moden kvinde uden illusioner, men også uden forhærdelse. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]